Vi skal forstå ulighed i sundhed for at give flere en god alderdom

Dette indlæg er først udgivet hos Kommunal Sundhed

Både under kommunalvalget og i statsministerens nytårstale var ældre højt på dagsordenen. »Vi har endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent,« og det skal vi have – med klare værdier og få dokumentationskrav, sagde statsministeren. Jeg er enig.

Men når vi taler om ældre, og hvad de har brug for, savner jeg, at vi taler om ulighed i sundhed, og de muligheder for inddragelse og forebyggelse, vi kan åbne for os selv, hvis vi erkender, at ældre er meget forskellige og har forskellige behov og ressourcer.

Min og kollegers forskning viser eksempelvis, at folk med migrant-/flygtningebaggrund, enlige, med kort uddannelse og til dels også mænd generelt, oftere end andre oplever tab af livskvalitet, funktionsevne, sociale roller, og kan finde det vanskeligt at opretholde et meningsfyldt seniorliv.

Solidarisk løsning

Uligheden bæres over i seniorlivet. Ældre i en mere udsat position bliver tidligere og mere syge end andre. De har ofte også mere end én sygdom at håndtere og har måske ikke et socialt netværk, der kan hjælpe dem. Derfor er det for nogle en meget overvældende og ressourcekrævende opgave at navigere mellem tilbud i kommuner, almen praksis, flere samtidige behandlingsforløb i hospitalsregi og de mangfoldige støttende tiltag fra civilsamfundets foreninger og organisationer.

Vi ser i vores forskningsprojekter, at mere udsatte ældre kan ende med at få mindre opmærksomhed i sundhedsvæsenet end mere ressourcestærke, fordi det kræver tid, overskud og sundhedskompetencer at efterspørge den, når livet er komplekst.

Forebyggelse og sundhedsfremme allerede tidligt i livsforløbet er derfor helt essentielt. Men vi skal også finde ud af, hvordan vi skaber nogle sundhedstilbud, som tager udgangspunkt i den individuelle ældres hverdagsliv, værdier og behov. Vi skal identificere de sårbare i sundhedsvæsenet, give dem mere fokus end andre og have styr på koordineringen på tværs af sundhedstilbud. Det er ikke nyt, men vi har stadig ikke knækket nøden.

Måske lyder det som forskelsbehandling, men det er den solidariske løsning. Det handler både om at øge udsatte gruppers livskvalitet i seniorlivet, men er også grundlaget for en mere økonomisk bæredygtig velfærdsstat for alle. Både etisk og ressourcemæssigt er det dyrt at lade folk blive tabt i systemet.

Langsigtet strategi

Jeg er klar over, at jeg med en pointe om forebyggelse og grundig gennemgang af sundhedsvæsenet sætter det lange lys på ældreplejen i en tid, hvor omgående handling er meget efterspurgt. Men jeg mener faktisk, at vi som forskere kan bidrage konkret. Folkesundhedsvidenskabelig aldringsforskning, som min gruppe eksempelvis bedriver, foregår i tæt samarbejde med kommuner, patientforeninger, hospitaler og borgerne selv. Interventioner og vidensproduktion går hånd i hånd, og som forskere kan vi arbejde på tværs af de forskellige dele af sundhedsvæsenet og derved skabe broer mellem de mange aktører, som nu sammen må løfte ældreområdet.

Der er ingen nemme, hurtige løsninger, som for alvor kan forbedre ældreplejen. Og når Danmarks Statistik forudsiger, at vi inden for blot et årti vil se over 200.000 flere ældre i Danmark, har vi brug for at hjælpe flere til gode ældreliv for at have råd til velfærd for alle.

Derfor håber jeg, at arbejdet med den ny ældrelov vil skabe momentum for, at vi også lægger en langsigtet strategi for ældreområdet (som Lisbeth Knudsen også foreslog i Altinget forleden).

Det skal foregå i et bredt, inddragende og vidensbaseret samarbejde. Her skal et af fokusområderne være især at hjælpe dem, der har mest brug for en støttende hånd – og gøre dette klogt, menneskeligt og med øje for den enkelte ældres samlede livssituation.

Kontakt:

Maria Kristiansen, lektor
E-mail: makk@sund.ku.dk
Telefon: 35 33 48 05