Seksualitet i seniorlivet: Homo- og biseksuelle kæmper med at passe ind i fællesskabet

En ny rapport baseret på forskning i Center for Sund Aldring viser, at ældre homo- eller biseksuelle har andre forudsætninger for at deltage i fællesskaber end heteroseksuelle. Rapporten er baseret på 32 interviews med enten homo- eller biseksuelle ældre, hvoraf en stor del fortæller om en følelse af ikke at passe ind i fællesskaber som seniortilbud og ensomhedsforebyggende initiativer. Det fortæller forskeren bag projektet, antropolog Simon Meggers Matthiesen.

”Under mit feltarbejde har jeg mødt ældre homo- og biseksuelle, som oplever, at det primært er heteroseksuelle, der benytter fællesskaber for ældre. Mange føler sig derfor ikke motiveret til at opsøge tilbuddene – eller også har de haft en følelse af ikke at passe ind, når de så har opsøgt dem. Nogle har for eksempel svært ved at finde sig til rette i de eksisterende seniortilbud, fordi de ikke har samme referenceramme som de andre. Når snakken går på ægtefæller, børn og børnebørn, kan de ikke være med, fordi deres livsforløb har været et andet end normen,” siger han.

Føler sig amputerede
Det er ikke alle de interviewede, der oplever deres seksualitet som en hindring for at deltage i fællesskaber, men bekymringen er alligevel et gennemgående tema i Simon Meggers Matthiesens opdagelser. Selvom det i dag er langt mere accepteret at være homo- eller biseksuel, end det har været tidligere, er der stadig en bekymring for at blive afvist eller forskelsbehandlet. Flere deltagere tøver for eksempel med at åbne op om deres liv, fordi de frygter fordomme. Andre oplever indirekte diskrimination, særligt i form af tavshed, når de fortæller om et liv, der er anderledes end normalen. Det kan give følelse af at stå uden for fællesskabet.

”Når vi som mennesker møder hinanden, bruger vi det personlige til at skabe forbindelser. Vi fortæller noget om, hvem vi er for at komme tættere på andre mennesker. Men hvis der med ærlighed omkring seksualitet og livsforløb følger en frygt for negative reaktioner, påvirker det selvfølgelig lysten til at dele,” fortæller Simon Meggers Matthiesen.

Frygten gør, at nogle føler sig som amputerede versioner af sig selv, fordi der er store dele af deres liv og person, de ikke kan tale om. Tavsheden bliver en del af en ond cirkel, hvor de pågældende ældre føler, at deres behov bliver overset, men samtidig heller ikke får gjort opmærksom på netop deres behov. Det sætter også gang i overvejelser om fremtiden. Skrækscenariet er at ende på et plejehjem blandt uforstående mennesker, der måske endda har noget imod homo- og biseksuelle.

Særlige udfordringer og ressourcer
Selvom nogle deltagere taler om udfordringerne, der følger med at være homo- og biseksuel i seniormiljøer, er der også nogle helt særlige ressourcer, der kendetegner denne gruppe. Under sit tre måneder lange feltarbejde, har Simon Meggers Matthiesen erfaret, at flere deltagere har en særlig kampgejst.

”Især de yngste ældre har været vant til at kæmpe for en plads i samfundet. Evnen til at organisere sig er ikke noget, der bliver lagt på hylden med alderen, og mit indtryk er, at der er flere og flere, der kræver at blive set og hørt,” siger han.

Under arbejdet med projektet har han oplevet en efterspørgsel på flere fællesskaber for ældre LGBT-personer og et ønske om, at gruppens udfordringer kommer i fokus i både sundhedssystemer og plejesektor.

Rapporten Seksuel identitet sent i livet – ældre homo- og biseksuelles sociale vilkår i Danmark er blevet til på baggrund af interviews med 32 enten homo- eller biseksuelle ældre mellem 63 g 95. Undersøgelsen er ikke repræsentativ, men giver et indblik i nogle af de særlige ressourcer og udfordringer, ældre LGBT-personer har. Forskningen har været forankret i Center for Sund Aldring og finansieret af Fonden Ensomme Gamles Værn.