Hemmelige mandefællesskaber i Vandkantsdanmark

Af Henrik Hvenegaard

I Peter Seebergs novelle Det Sidste Mørke møder vi Hans Hansen, som er den sidste i en lang række af Hans Hansener. Kendetegnene ved denne fiktive person er, at han holder sig for selv på sin lille hvidkalkede gård, og at han er rask til at sige nej til alt, som den omgivende verden må forsøge at tilbyde ham: "Der gik ikke en knivspids ind i det murværk, han var muret af", skriver Seeberg. 

Nej tak til elektrisk lys

Hans Hansen var gentagne gange blevet spurgt, om ikke det kunne være en god idé at få elektrisk lys i huset, men hver gang havde svaret været et nej. Og han tilføjede: "Det er bare noget skidt med alt det lys. Hver aften var han alene og famlede sig frem i mørket, skar sit brød og smurte det i skæret fra de hvidtede vægge i gården, lagde i sin kakkelovn og sad i mørket med lyset fra sprækkerne ved ovnlugen og den revne, den havde slået i november 1907 og som ikke var blevet større siden". Således var det hvidkalkede hus ved Hans Hansens død det sidste i sognet, som ikke havde fået indlagt elektricitet.

Mænd, der står fast?
Det Sidste Mørke portrætterer en type mand, som vi alle kender. Eller rettere sagt, som vi alle genkender. Vi er ikke fremmede overfor fortællinger om mænd, som holder sig for sig selv, vender verden ryggen – eneboere, originaler, særlinge. Disse mænd har meldt sig ud af samfundet, men ikke på grund af personlige kriser eller af religiøse årsager. Vi kender historierne om disse mænd, men kender ikke mændenes historie. 

Det eneste, der forekommer klart, er, at imens samfundet fortsætter sin himmelflugt mod stadig højere teknologiske tinder, og bureaukratiet presser sig stadig længere ind i vores liv, så står disse mænd stille. Eller står de fast? Deri ligger der muligvis et vigtigt skisma.

Møns Hans Hansener

I disse måneder udfører jeg et etnografisk feltarbejde om sundhed blandt ældre mænd på Møn. Under den slags studier forsøger man at holde sig åben overfor nye måder at anskue verden på og udfordrer derigennem sine antagelser. Ved studiets opstart havde jeg forventet at møde mænd, som mindede om Hans Hansen: Mænd som var socialt isolerede. 

Denne forestilling var dog ikke kun min egen. Under samtaler med det sundhedsfaglige personale indenfor ældreområdet i Vordingborg kommune fremgik det ofte, at ensomhed var et stort problem blandt de ældre mænd. De udgjorde en særlig udfordring, da de - i modsætning til kvinderne på øen - i mange tilfælde ikke ønskede at deltage i kommunens tilbud til de ældre.

Flyver under kommunens radar

De ensomme mænd findes, det er der ingen tvivl om. Men de kategoriseres i nogle tilfælde sammen med andre mænd, som også siger nej, men uden på nogen måde at være socialt isoleret. Det måtte jeg for nyligt sande, da jeg stiftede bekendtskab med en forening på Møn. Foreningen er åben for alle, men de omkring 80 medlemmer er primært ældre mænd, som er bosat i området. 

Det gentages ofte, at de siger nej til indblanding fra kommunen: "Vi flyver under radaren", eller mere direkte: "Her skal der sgu ikke komme nogen fra sundhedscenteret". De kalder sig Universitetet, fordi, som én mand forklarede: "Her kan alle sgu komme med en ekspertudtalelse". Foreningen har dog også et officielt foreningsnavn, men af respekt for deres ønske om at befinde sig udenfor kommunens blik, anvender jeg deres interne navn.

Historier, øl og smøger

De mænd, som jeg har stiftet bekendtskab med, udgør et stærkt og omfattende netværk. Mange af dem har kendt hinanden hele livet og omkring bordet i klubhuset drikkes der øl og ryges smøger. Men det forekommer mig, at historierne er det virkelige centrum for fællesskabet. 

Historiefortælling er en kunst, som de fleste omkring bordet mestrer, men det er op til tilhørende at levere konklusionen - ofte med en sjove og ubarmhjertige kommentar. Da en af medlemmerne havde fortalt en historie i et par minutter, bryder én af de andre mænd ind: "Du er godt med på, at vi overhovedet ikke kan forstå hvad du siger?" De øvrige mænd brød ud i latter. Og latteren er hele tiden til stede i klubben. Latteren er et redskab, som skaber lighed mellem medlemmerne. 

Bjarne flytter ind hos ven

Røgtågerne er tætte, og de tomme dåser på bordet kastes over i sækken, som er hængt op på væggen. Den bliver jævnligt skiftet af Bjarne, som har KOL, men som udfører en lang række funktioner i klubben i stædig trods. Han kommer cyklende til huset hver morgen inden kl. 7.00, tænder op i pejsen, så der er varmt, når de næste ankommer. 

Sidste år, da Bjarne blev så syg, at han ikke kunne klare sig selv, fik han tilbuddet om at flytte ind hos en af sine venner fra foreningen, så Bjarne ikke skulle "døje med hjemmehjælpere". Han boede hos sin ven i næsten et halvt år. 

Gider ikke al den sundhed

Det er ikke uden vanskeligheder at skrive om denne gruppe mænd, da de helst vil befinde sig under kommunens radar. En anden udfordring er, at det er næsten er umuligt at få dem til at fortælle mig om deres forhold til sundhed. De få gange jeg har forsøgt at spørge ind til dette emne har reaktionen været prompte: "Vi gider ikke alt det sundhed!" Det er dog klart ,at de siger nej til formaningerne fra staten: Kostrådene, rygeforbuddene, motions-fordringerne. "Det er jo nærmest blevet en religion", får jeg at vide. 

I en tid, hvor mennesker skal være omstillingsparate, fleksible og klar til at sige ja til nye opgaver, forstås det at sige nej som en asocial handling. At sige nej er at melde sig ud af fællesskabet. Eller er det? Mændene på Universitetet lever i skyggen af velfærdssamfundet, men har samtidig et stærkt og imponerende fællesskab. Som en af mændene sagde til mig over en cigaret og en eftermiddagsøl: "Vi siger måske nej til noget, men vi siger ja til meget".

Kontakt

Postdoc Henrik Hvenegaard, mobil: 28 40 63 92