Isolerede ældre - fra Kabugkalotan til Møn

Af Henrik Hvenegaard
Folk, der antager, at forskning forløber via nøje planlagte ruter, tager fejl. Tværtimod bevæger de fleste forskningsprojekter sig ad snørklede stier, omveje og - til tider - vildspor, som bringer én tilbage til udgangspunktet. Tilfældigheder og uventede hændelser kan på kort tid skaber grobund for nye idéer og indskydelser. Og det er netop ved at forfølge sådanne idéer, at man som forsker skaber ny viden. Det projekt, som jeg selv skal arbejde på under Center for Sund Aldring i de næste to år, har ligeledes udviklet sig af mærkelige veje.

Hos hovedjægere i Filippinerne

I 2009 rejste jeg til Kabugkalotan, en bjergegn i det nordlige Filippinerne, for at tilbringe et år hos Bugkalotfolket. Jeg var i gang med at samle materiale til min ph.d.-afhandling om forholdet mellem vold og maskulinitet. Bag projektet lå det overordnede spørgsmål om, hvordan overgangen til kristen etik fandt sted hos stammefolk, der for nyligt havde praktiseret voldelige ritualer. Bugkalotterne var indbegrebet af en sådan udvikling. Indtil starten af 1980’erne var det almindeligt for stammens unge mænd at tage på hovedjagt.  Det vil sige, at de rejste væk i længere perioder med det formål at slå en fremmed person ihjel og hugge personens hoved af. 

Selvom dette eksotiske emne udgjorde fokus for forskningsprojektet, endte jeg med at skrive om en lang række fænomener i min afhandling. Det viste sig nemlig - ikke overraskende - at hovedjagten var tæt knyttet til mange forskellige områder af samfundet. Særligt tilbragte jeg meget tid sammen med stammens ældre mænd, da de havde en intim viden om hovedjagt; cirka halvdelen af dem var selv tidligere hovedjægere. Men når jeg ikke var sammen med de ældre mænd, deltog jeg, på lige fod med de øvrige yngre mænd, i de næsten daglige sammenkomster, hvor der blev indtaget betydelige mængder alkohol. Men på intet tidspunkt oplevede jeg, at de ældre mænd blev inviteret.

Tidligt i feltarbejdet bemærkede jeg, at de ældre hverken deltog i de kollektive jagter eller i arbejdet i markerne. Men hvor jeg havde anset dette for at være de ældres privilegium at slippe for det hårde fysiske arbejde, så forekom det mig efterhånden, at de ældre var næsten fuldkommen socialt isoleret i hverdagslivet. Dette virkede paradoksalt, eftersom de ældre mænd generelt blev beundret. Særligt blev de anset for at besidde en lang række vigtige kvaliteter, såsom at være selvstændige og følelsesmæssigt upåvirkelige. Med andre ord, så var de ældre mænd på én gang indbegrebet af bestemte maskuline idealer, men var samtidig personer, som man undgik.

Da jeg skrev min afhandling om vold og maskulinitet hos Bugkalotterne, begyndte en række spørgsmål at dukke op: først og fremmest, hvad var årsagen til den sociale isolation blandt de ældre bugkalot-mænd? Men efter at have indset, at isolationen knyttede sig den trussel, som de ældre udgjorde overfor den flade magtstruktur, som generelt herskede blandt de yngre mænd, så begyndte andre relaterede spørgsmål at udvikle sig: i hvilken grad kan social isolation blandt Bugkalotfolket relateres til social isolation blandt ældre mænd andre steder i verden?

Socialt isolerede ældre på Møn

Det sidste spørgsmål har jeg fået mulig for at udforske som postdoc ved Center for Sund Aldring. Som postdoc er man ansat ved et universitet i en tidsbegrænset periode - i mit tilfælde i to år - hvor man kan skrive om og fordybe sig i et emne.

Fokus for mit projekt er flyttet fra Filippinerne til de områder af Danmark, som man med et uheldigt ord kalder ”Udkantsdanmark”. Disse områder oplever for tiden en voldsom affolkning, hvilket medfører en reducering af de velfærdsgoder, som tættere befolket områder tager for givet. Typisk ser man, at adgangen til offentlig transport forringes og at skoler lukkes. Så udviklingen ser ud til at have en selvforstærkende effekt. Mit forskningsprojekt forsøger at sætte fokus på nogle af de allermest udsatte mennesker i disse områder: de socialt isolerede ældre.

Socialt aktive lever længere

Udviklingen kan især spores på Møn, som er det geografiske område størstedelen af projektet centrerer sig omkring. Her vil jeg i løbet af de næste par år interviewe øens ældre befolkning i forsøget på at forstå, hvad der forårsager social isolation blandt ældre mænd, og især hvordan de selv opfatter denne isolation. Samtidig er det vigtigt at undersøge sammenhængen imellem isolation og dårligt helbred blandt ældre mænd: man har længe antaget, at ensomhed var usundt for mennesker. Men nyere forskning har vist, at det er langt mere komplekst. Tilsyneladende er det ikke ensomheden, men den manglende kontakt til andre mennesker, som kan være medvirkende faktor til, at socialt isolerede mennesker lever markant kortere tid end socialt aktive. Det er blevet påvist statistisk, men der mangler konkrete beskrivelser af, hvad der gør social isolation så farlig.

Kontakt

Hvis du har bekendte eller slægtninge på Møn, som du tænker, kan være interessante for mig at tage kontakt til, må du meget gerne henvende dig på telefon 28 40 63 92 eller via mail hvenegaard@anthro.ku.dk.