Længst muligt i hvilken bolig?

Af lektor Bjarke Oxlund, Center for Sund Aldring og Institut for Antropologi

Foto: Sam Wheeler

Holland har en over 30 år gammel landssammenslutning af seniorbofællesskaber, som landet har næsten 300 af. Selv om det ikke er så mange flere end i Danmark, hvor der er ca. 250 bofællesskaber for ældre, så er hollænderne alligevel at regne for foregangsmænd på området. Ikke alene har de arbejdet seriøst med emnet i mange år. De har også haft bedre støttefunktioner både socialt, arkitektonisk og organisatorisk, så en mangfoldighed af fællesskaber er vokset frem. Erfaringerne viser, at det er enormt vigtigt at kunne hente hjælp og rådgivning udefra, hvis det skal lykkes at starte et bofællesskab op.

Det er nemlig langt fra nogen nem sag at starte et bofællesskab for ældre og udvikle en bæredygtig dynamik. Hvem vil og kan være med? Hvor finder man en grund? Hvordan agerer man bygherre? Hvordan skal stedet indrettes? Skal det være ejer-, lejer- eller andelsboliger? Hvad skal være fælles, og hvad skal være privat? Hvordan fornyr man sit fællesskab, når de ældste bofæller begynder at skrante? En lang række af spørgsmål trænger sig på, men i Danmark er der ikke mange steder at henvende sig, hvis man gerne vil have hjælp til at besvare disse spørgsmål.

Mange forskellige typer bofællesskaber

Vi besøgte f.eks. et bofællesskabet hvor fællesskabet var udgjort af ca. 30 lejeboliger med 1.200 m2 fælleshave, som kræver en stor fælles arbejdsindsats. Et andet bofællesskab var et grønt byggeri med fokus på energieffektivitet og selvforsyning, hvor de 24 lejligheder var ejerboliger. Her synes det ideologiske fællesskab omkring bæredygtighed at tælle mere end fælleshave og sociale sammenkomster. Et andet bofællesskab opererede slet ikke med nogen aldersgrænse, men havde til gengæld bygget en børnehave, en café, en teatersal samt en hel opgang for psykisk sårbare unge ind i deres projektplan.

Danske beslutningstagere må tage udfordringen op og arbejde sammen, så den enkelte ældre reelt kan få muligheden for at vælge fællesskabet til.

På denne vis er det svært at sige, at bofællesskaber for ældre antager én bestemt form i Holland. Som i Danmark udgør ældregruppen en mangfoldighed af mennesker, som har forskellige mål for tilværelsen i den tredje alder samt midler til at realisere deres drømme. Derfor har Holland også været vidne til, at der opstået en række bofællesskaber baseret på en særlig profil eller et særlig udgangspunkt. Uanset udgangspunkt for fællesskabet er noget af det, som bofællesskaber byder ind med, at tilbyder landsbyens oprindelige mulighed for social sameksistens i hverdagslivet.

Til trods for de store forskelle på tværs af de enkelte bofællesskaber, var der særligt tre forhold som var fælles for de fællesskaber vi besøgte. Først og fremmest havde alle bofællesskaberne klart defineret, hvilken hjælp man kan forvente at skulle yde eller nyde som en del af fællesskabet. Dvs. at egentlig pleje på forhånd er udskrevet af fortællingen, men at der er en forventning om gensidig nabohjælp. Dernæst havde alle bofællesskaber indrettet sig med et fælleslokale til aktiviteter og en gæstebolig, så beboerne har let adgang til at lade besøgende overnatte. Endelig betonede alle bofællesskaberne, hvor vigtigt det var for dem at have en uforpligtende ugentlig happy hour i fælleslokalet, så det hele ikke går op i havearbejde, malerweekend eller tvungen fællesspisning.

Behov for en mere ambitiøs boligpolitik

I lyset af den fremherskende forståelse af, at ensomhed udgør en af vor samtids største problemer, er det ved at være på tide at finde ud af, hvordan bo- og boligformer kan bidrage til at forankre den enkelte i et socialt fællesskab der, hvor man bor. Siden det første bofællesskab for ældre så dagens lys på Nørrebro i 1986 har det i Danmark alene været op til nogle få ildsjæle at bruge hen ved ti år på at indstifte et bofællesskab fra bunden. Opbakning fra politikere, myndigheder, boligselskaber, ældreorganisationer og pensionsselskaber er helt central, hvis bofællesskaber for ældre skal blive til noget.

Danske beslutningstagere må derfor tage udfordringen op og arbejde sammen, så den enkelte ældre reelt kan få muligheden for at vælge fællesskabet til. Som det er lige nu, har 70-årige Werner eller 65-årige Jytte ikke noget alternativ til at blive i det parcelhus eller den lejelejlighed, som de har boet i de sidste 35 år. Hvis målsætningen er flere happy hours i den tredje alder, skal den danske boligpolitik derfor være langt mere ambitiøs end det fortærskede mantra om længst muligt i egen bolig. Som samfund skal vi understøtte udviklingen af nye boligformer, så der kommer langt flere bud på, hvilke boligtyper der passer godt til livet uden børn og arbejde.