Grundforskning minder på mange måder om skak

Simon Bekker-Jensen voksede op som en ud af syv søskende, og derfor havde hans far brug for hjælp:

”Han skulle bruge en hobby til os børn, som var både billig og stille. Så vi kom til at spille skak,” fortæller Simon Bekker-Jensen smilende, som i dag er 36 år gammel og nyudnævnt professor på Center for Sund Aldring (CESA) og tidligere tilknyttet Niels Mailands gruppe på Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research.

Et godt træk af faren – for den nu prisbelønnede forsker var dygtig til at flytte brikkerne på det ternede bræt. Han har vundet flere Danmarksmesterskaber for hold – og er stadig på den individuelle top 10, når det gælder danske spillere.

Og egentlig havde den unge Simon aldrig forestillet sig, at han skulle ende som forsker.

Hvorfor blev du forsker?

”Jamen, det er faktisk lidt af en tilfældighed. Egentlig ville jeg være professionel skakspiller, og det første år efter gymnasiet satsede jeg faktisk på det. Men jeg måtte bare erkende, at jeg ikke var dygtig nok til at kunne leve af det.

Derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage en uddannelse, og det blev et valg truffet ud fra, hvad jeg var god til i gymnasiet, nemlig kemi. Så jeg begyndte at læse til kemi- og bioteknologiingeniør på DTU.

Da jeg var lige ved at være færdig med diplomuddannelsen efter tre-et-halvt år, skulle jeg til at lede efter et arbejde, men så tænkte jeg, at jeg lige kunne læse til civilingeniør og tage halvandet år til på studiet. Og da jeg så var færdig med det, tænkte jeg igen, at nu måtte jeg hellere få et arbejde, men så fristede ph.d.-en. Jeg troede egentlig, at jeg skulle arbejde på et raffinaderi eller sådan noget som Novozymes, men lige så stille blev det forskning.

Jo længere, jeg var i det akademiske miljø, des mere spændende blev det. Og det var helt afgørende, at jeg kom til at arbejde med humane celler, det havde jeg ikke prøvet før ph.d.-studiet. Jeg kan huske, at jeg kiggede i et mikroskop og for første gang så menneskeceller. Jeg tænkte: 'Jamen, det er jo det her, det hele drejer sig om. Nu giver det mening.' Jeg fik nærmest et lille kick ud af det – det var simpelthen en wow-oplevelse."

Hvad laver du?

"Indtil nu har jeg forsket meget i DNA-skadesrespons – altså hvordan cellerne reagerer på og bekæmper DNA-skader. På CESA skal jeg brede det ud til alle typer cellestress, og hvordan cellerne bekæmper det. Der er mange ting, som angriber og irriterer cellerne. Kemiske stoffer, der både kommer inde fra kroppen og fra omgivelserne, høje kropstemperaturer – celler er udsat for noget hele tiden. Jeg vil gerne være med til at kortlægge cellernes måde at forsvare sig på.

Min kæphest lige nu er det protein, der hedder P38. Den er et af de vigtigste faktorer, når cellerne skal forsvare sig mod stress, men vi ved i dag ikke præcist, hvad der udløser, at det går i gang. Jeg tror, at det er muligt at kortlægge inden for en årrække."

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?

"For at forstå sygdomme skal vi forstå den sunde krop. Forskningen, jeg laver, er hele tiden med bekæmpelse af sygdom for øjet. Cellerne skal forsvare sig mod angreb dagligt, både mod sygdom og i et aldersperspektiv. Det handler om at finde ud af, hvordan cellerne kan holde sig levedygtige og sunde.

Jeg er meget begejstret for grundforskning og for at skabe ny viden. Selvfølgelig er det også godt, at man kan lave noget, der kan tjenes penge på og komme patienter til gode. Men det grundlæggende for mig er: Hvordan hænger tingene sammen helt ned på celleniveau. Selv om vi efterhånden ved rigtigt meget, er der stadig flere lag at komme ned i.

Og det er er alt sammen meget relevant i forhold til sygdom og patienter. At forstå stress i celler er meget centralt for at forstå, hvordan vi bekæmper kræft, inflammation og aldring, så den viden, vi skaffer, kan bruges aktivt til at imødegå aldersbetingede sygdomme. Det handler ikke om at leve så længe som muligt, men om at leve så sundt og godt som muligt også i en høj alder. Det er derfor, det hedder Center for Sund Aldring og ikke Center for Høj Aldring”, smiler Simon Bekker-Jensen.

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

”Det har været i forbindelse med publikationer af de opdagelser, jeg har været med til at lave. Sammen med min tidligere gruppeleder her på SUND, Niels Mailand, som jeg også arbejdede sammen med på Kræftens Bekæmpelse, havde vi nogle succesfulde oplevelser. 

Vi fandt ud af nogle vigtige ting om, hvordan celler opdager, at de har skader og starter hele processen med at reparere sig selv. Der kom vi efterfølgende til nogle konferencer, hvor halvdelen eller flere af de oplæg, der var, handlede om eller tog udgangspunkt i vores forskning.

Mange forskere har lidt det der med, at de går i deres egen lille boble, og ikke så mange tager notits af det. Pludselig havde jeg været med til at lave noget, som havde stor betydning for andre. Det var meget overvældende.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er friheden og fleksibiliteten, var jeg lige ved at sige, men det er det næstbedste. Det bedste er, at jeg arbejder med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Den der basale interesse – at det er spændende at gå på arbejde. Det er nok det, der i sidste ende afholdt mig fra at tage et job i industrien. Jeg kunne sikkert have fået et velbetalt job, men jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have holdt gejsten.

Det er også en af de gode ting ved at arbejde med forskning. Forskere er meget begejstrede og har et stort drive. Jeg behøver ikke at motivere mine medarbejdere, de kommer glade og energifyldte på arbejde. Det er skønt at arbejde sammen med den slags mennesker.”

Og heldigvis for Simon Bekker-Jensen synes han, at grundforskning både minder om og er lige så spændende som skak.

”Både skak og forskning bygger på tidligere tiders viden. Ligesom nutidens verdensmester i skak, Magnus Carlsen, er langt foran tidligere tiders mestre, så ville en forsker, der gik på pension for 50 år siden, være chokeret over, hvor langt vi er nået i dag. Magnus Carlsen har nået sit høje niveau, fordi han står på skuldrene af andre.

Grundforskning minder på mange måder om skak. Du søger information, du prøver at lære af andre, du gennemtrævler de resultater, andre har opnået. Den måde, man udtrækker viden og danner et overblik over, hvad man skal bruge og gøre, er langt hen ad vejen den samme som i skak.

Når jeg vil lære at bruge en åbning i skak eller at forsvare mig mod den, fordyber jeg mig også i litteratur og finder de rigtige værktøjer frem.”

Hvad laver du, når du ikke forsker?

”Jeg går stadig meget op i og spiller stadig meget skak. Jeg har brugt en del af min sommerferie på at være til turneringer i Andorra og på Korsika. I sidste uge var jeg til en turnering i Kroatien, og det gik rigtigt godt. Jeg slog tre Top 100 spillere i verden, så det var dejligt. Jeg håber en dag at blive stormester, selv om det kan være svært at forene med arbejdet.

Men jeg er også gift, og vi har vores første barn på vej, så det kan være, at skakspillet bliver sat lidt på pause nu.”