Fremtidens aldringsforskning skal smeltes sammen med praksis

DR beskrev i starten af august, at landets kommuner vil mangle både plejehjemspladser og personale frem mod 2030. I de år vil der komme lige under 60 procent flere ældre på 80 år og opefter, viser tal fra Danmarks Statistik. Mønsteret er det samme, hvis man ser længere frem. De store årgange ældes, og det giver udfordringer.

Mangel på plads, og især uddannet plejepersonale, til ældre er et reelt samfundsproblem, som der skal gøres noget ved. Men selv hvis vi kunne løse den problematik ved at knipse med fingrene, ville det stadig ikke fremtidssikre hverken vores velfærdsstat eller den enkelte ældre borgers livskvalitet.

For at kommuner og regioner skal kunne rumme fremtidens aldrende demografi, er vi nødt til at sikre, at befolkningen ældes på en sundere og mere hensigtsmæssig måde. Det opnår vi kun ved i endnu højere grad at bygge bro mellem forskningen og det samfund, det skal gavne.

Vi går en omvæltende tid i møde, hvor Danmarks ekspertise i aldring, og hvordan vi kanaliserer det ind i praksis, vil blive afgørende på alle samfundslag – helt fra fundamentet af vores alles velfærdsstat til den enkeltes livskvalitet.

Klinikken og forskningen skal bindes sammen

Herhjemme har vi et solidt fundament af aldringsforskning på allerhøjeste niveau. På Center for Sund Aldring (CESA) har vi de sidste 13 år leveret tværfaglig aldringsforskning fra vores enheder på Det Sundhedsvidenskabelige og det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

På CESA mener vi derfor, at det oplagte næste skridt er at binde aldringsforskning endnu tættere sammen med klinisk praksis, for bedre at imødekomme de sundhedsudfordringer, der følger med en aldrende befolkning. Aldringsforskning skal derfor orienteres af de udfordringer der er i samfundet, og især sundhedssektoren, mens forskningsresultater i endnu højere grad end i dag bør danne grundlag for ændrede praksisser.

Fremtidens aldringsforskning skal med andre ord være mere translationel. Et pragteksempel på initiativer, der fordrer netop dette, er Clinical Academic Groups (CAGs), som vi på CESA er dybt involveret i. De er er et samarbejde mellem forskere fra Københavns Universitet, DTU, Region Hovedstaden og Region Sjælland med formålet at sikre, at forskningsresultater hurtigere bliver anvendt til behandling af patienter.

Den slags partnerskab højner både forskning og klinisk praksis. Derfor er vi også spydspids for at netværk med over 300 deltagende forskere, som eksempelvis rummer Universitet-Hospital temagruppen, hvis formål er at bringe klinikere og forskere sammen til gensidig læring og inspiration.

Translationelt arbejde betaler sig

Det er selvfølgelig glædeligt, at vi går en fremtid i møde, hvor en større andel af befolkningen er ældre. Det betyder, at vi gør en masse rigtigt, så vi lever længere. Men ligesom problematikken med manglende plejehjemspladser og personale, så lægger en stigende andel ældre borgere også pres på sundhedsvæsenet.

VIVE skriver i en rapport fra 2020, at danske gennemsnitsudgifter i sygehusvæsenet vil stige per alderstrin for aldersgrupperne 65-90 år i fremtiden. Lægger vi oven i det, at netop denne alderskategori vil stige markant fremadrettet, er det derfor vigtigt, at forskningsresultater hurtigere bliver anvendt til behandling og forebyggelse.

Et konkret eksempel på, hvordan basalforskning potentielt kan afhjælpe problematikker i klinisk praksis, er muskeltab under indlæggelse. En kollega har netop udgivet et studie om sit fund af et signalprotein for muskeldannelse og skal nu undersøge, hvordan man bedst kan aktivere dette protein uden at kroppen behøver at arbejde for det.

Som forebyggelsesredskab har en anden forskerkollega netop påvist, at hård styrketræning er noget af det mest effektive man kan gøre for at understøtte kroppens funktionsniveau, som man ældes.

Det er forskningsresultater, som kan forbedre både den enkeltes liv og presset på sundhedssektoren, hvis vi som samfund formår at sætte det i brug ude regionerne og kommunerne.

Nationale partnerskaber

Mangel på plejehjemspladser og personale er en national udfordring, som kræver at vi finder sammen på tværs af sektorer. Men det er en deludfordring i det store billede af en aldrende befolkningssammensætning. Den skal vi imødekomme med forskning på allerhøjeste niveau, og at resultaterne kommer medarbejdere og borgere til gode ude i landets regioner og kommuner.

Vi skal derfor danne nationale partnerskaber mellem aldringsforskning og sundhedssektoren. De partnerskaber skal gøre fremtidens aldringsforskning endnu mere translationel. Vi skal sikre, at klinikere og sundhedspersonale har adgang til den viden, der bliver lavet i studier og laboratorier. Det skal ske gennem tætte partnerskaber med landets forskningsinstitutioner. Samtidig skal forskningen målrettes gennem sundhedspersonalets og klinikernes patientoplevelser, og deres indsigt i symptomer og sygdomsforløb.

Min kollega og vicedirektør på CESA, Bjarke Oxlund, har tidligere kaldt på en national aldringsalliance forud for den nye ældrelov. Det mener vi stadig, der er behov for. Kun ved at vi finder sammen på landsplan for at kanalisere aldringsforskning ind i praksis, vil vi kunne imødekomme presset af, når de store årgange ældes. På den måde kan vi gøre Danmark til verdens bedste land at blive gammel i.

Indlægget blev først udgivet i Kommunal Sundhed.