Ensomhed skal forebygges med udgangspunkt i individet

Indlægget er først bragt i Kommunal Sundhed.

Tilbage i maj markerede Social- og Ældreministeriet starten på arbejdet med Danmarks første nationale strategi mod ensomhed, Sammen mod Ensomhed. Det har Røde Kors og Ældre Sagen i spidsen. Det er glædelige nyheder, at så vigtig en sag som bekæmpelse af ensomhed på landsplan ledes af to så slagkraftige organisationer.

For ensomhed i befolkningen er et problem. Ifølge Sundhedsprofilen 2021 viser 12,4 procent af befolkningen tegn på ensomhed. Hos mennesker uden for arbejdsmarkedet er andelen betydeligt højere. Hele 26,7 procent førtidspensionister har tegn på ensomhed, mens det ligger på 28,2 procent for andre uden for arbejdsmarkedet – herunder blandt andet pensionister.

 Det er ubehageligt høje procenter, som har betydelige følgevirkninger. Hvis vi starter fra et samfundsøkonomisk perspektiv, så estimeres det blandt andet, at ensomhed har omkostninger på mindst 8,3 milliarder kroner årligt.

Mentale og fysiske følgevirkninger

Som læge og aldringsforsker med primært fokus på sociale relationers påvirkning af helbredet ser jeg frem til en konkret national strategi mod ensomhed. For fra et individuelt perspektiv kan vi heller ikke leve med, at så store dele af danskerne føler sig alvorligt ensomme.

Ensomhed kan dog være svært at sætte på formel, for følelsen er individuel. Det er den subjektive følelse af at være uønsket alene, eller at føle sig isoleret eksistentielt. Følelsen af ensomhed hænger sammen med adgangen til sociale relationer, men man kan godt føle ensomhed selvom man har et stort netværk, og man kan godt have et lille netværk og ikke føle sig ensom.

Når en person føler sig ensom, påvirker det både deres mentale og fysiske helbred. Høj grad af ensomhed er associeret med større risiko for f.eks. hjertekarsygdom, mentale helbredsproblemer og højere dødelighed.

Ensomhed er altså en følelse med enorme konsekvenser på livskvaliteten for den enkelte. Det gør desuden ondt samfundsøkonomisk, fordi længerevarende følelse af ensomhed påvirker den enkeltes mentale og fysiske helbred. En befolkning, som døjer med ensomhed, vil simpelthen lægge mere pres på vores allerede pressede sundhedssystem.

Kræver målrettet og dedikeret indsats

Vores syn på individuel sundhed er midt i en vigtig moderniseringsproces, hvor det væld af før underkendte faktorer, som også påvirker menneskets velbefindende, i højere grad bliver anerkendt. Det betyder heldigvis også, at der er kommet mere opmærksomhed på ensomhed i de senere år.

Det er Sammen mod Ensomhed og den kommende nationale strategi også et betryggende udtryk for. Samtidig er private organisationer som Folkebevægelsen mod Ensomhed i gang med et stort stykke arbejde, hvor de blandt andet er lykkedes med at få adskillige kommuner som samarbejdspartnere. Det er vigtigt, for netop kommunale tilbud målrettet specifikke grupper ensomme borgere er et nødvendigt skridt for at forebygge problemet.

Men hvordan kan det offentlige Danmark selv bidrage til at nedbringe ensomhed i befolkningen?

Et oplagt eksempel er den såkaldte værdighedsmilliard, der kom på finansloven i 2016. Med den blev værdighed blandt ældre på godt og ondt gjort til et definerende begreb i dansk ældrepolitik, og så sikrede det, at landets 98 kommuner aktivt tog stilling til sagens kerne og udarbejdede politikker om værdighed. Det samme burde man gøre mod ensomhed.

Vi har nogen indsigt i, hvad der virker, men der skal skabes mere viden

Et nyt dansk oversigtsstudie viser, at de fleste forskningsmæssigt afprøvede indsatser mod ensomhed har en lille til moderat effekt, nogle større end andre. Der er meget stor variation i typerne af indsatser og målgrupperne, så det er vanskeligt at komme med helt klare konklusioner. Men der findes allerede konkrete interventioner målrettet ældre, som har vist sig at virke. Indledningsvist er de ressourcekrævende, men på lang sigt vil det blive en god forretning, netop på grund af de mange sundhedsudfordringer, ensomhed bringer med sig.

I Finland har de f.eks. haft stor succes med kommunale interventioner, som er lykkedes med at nedbringe ensomhed blandt ældre. Kernen i det studie er, at man har samlet ældre til gruppeaktiviteter, som har haft to sundhedsprofessionelle facilitatorer tilknyttet. De facilitatorer er blevet nøje uddannet i at facilitere gruppeprocesser, og så er der gjort et kæmpe stykke arbejde i at udvælge grupper på højst 8 mennesker, som passede sammen. Efter tre måneder blev grupperne sat fri i håbet om, at de ville leve videre. Det har de fleste gjort, og indsatsen er er nu indført i adskillige finske kommuner.

Vi ved også fra interventionsstudieforskning, at det, som batter allermest, er at deltagerne selv er med til at definere de aktiviteter, gruppeinterventionerne skal tilbyde. Der kan altså ikke dannes en universalløsning mod ensomhed. Løsningerne skal i stedet defineres gennem de individer, vi vil hjælpe. Det kræver mere tid og arbejde, men til gengæld vil udbyttet for den enkelte stige så meget, at det vil kunne betale sig.

Kommunalt skal vi altså forebygge ensomhed ud fra borgernes præmisser, livssituationer og ønsker. Der er så klar sammenhæng mellem ensomhed og nedsat helbred, især blandt ældre, at det i det store billede vil blive en god forretning – både for den enkeltes livskvalitet og for vores sundhedssystem. Det er dog meget vigtigt med mere forskning på området, så vi bliver klogere på, hvilke interventioner der virker for hvem og i hvilke sammenhænge.