Regeringen vil med en ny ældrelov viske den bureaukratiske tavle ren for at sikre værdighed, selvbestemmelse og valgfrihed i ældreplejen. For at levere på de værdier og sikre velfærd for ældre, bør loven ledsages af en langsigtet strategi. Her er tre forskningsbaserede bud på, hvad det er vigtigt at huske.
, institutleder ved Institut for Antropologi og vicedirektør ved Center for Sund Aldring, Københavns Universitet.
Vi skal skrive en ny ældrelov på blankt papir, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale. Ellers går det, som det er gået før; at gode ambitioner for at afbureaukratisere ældreplejen og dermed sikre nærværende omsorg for den enkelte ældre, bliver ved tanken.
Ideen er god: Vi skal se med friske øjne på, hvad de ældre og omsorgspersonalet har brug for af rammer – og så prøve at skabe dem. F.eks. kan det give anledning til et opgør med den såkaldte BUM-model, der gør, at ældreplejen er organiseret som et system af bestilling og udførelse. Det begrænser i alt for høj grad ældreplejens fleksibilitet samt den enkelte medarbejders faglige skøn.
Men hvordan sikrer man fleksibilitet og kvalitet i ældreplejen ved at starte forfra?
Vigtigt bliver det i hvert fald at holde fokus på viden, samarbejde og strategi på tværs af flere af velfærdsstatens sektorer. Baseret på min viden fra ti års aldringsforskning vil jeg gerne byde ind med tre udfordringer, vi skal adressere for virkelig at forbedre ældreplejen – og en opfordring til bredt samarbejde på tværs.
#1: Ældre er forskellige
For det første er der stor variation indenfor gruppen af ældre, og derfor har ældre også brug for meget forskellige tilbud for at opleve den rette kvalitet i pleje og behandling. På plejehjem er en stor andel af beboerne demente, og det er også blandt dem, at vi har set de nedslående pressesager om uværdige forhold.
Vi skal gøre noget ved, at så mange ældre føler sig ensomme, og det gøres typisk bedst lang tid før hjemmeplejens første besøg
Men hvad er selvbestemmelse og valgfrihed for demente? Det tætteste vi kommer på det, er formentlig en tæt dialog mellem pårørende, plejepersonale og de demente selv. Det kræver særlige forudsætninger, som er nogle andre, end hvis ens rolle som omsorgsperson er at sikre de fysiske rammer for kognitivt velfungerende ældre i eget hjem.
Vi kunne nævne mange flere eksempler på forskellige grupperinger af ældre og deres behov, men fluks videre til næste udfordring; nemlig rekrutteringsproblemerne i plejesektoren og den generelle mangel på arbejdskraft, som tegner sig nu.
#2: For få hænder nu og i fremtiden
Frikommunerne har haft succes med selvledende teams, som både blev gladere og mere effektive af at kunne indrette hverdagen efter de konkrete behov, de mødte. Det er godt, at regeringen derfor udvider frikommune-ordningen i forhold til ældreområdet. Men hvis der altid er for lidt personale, kan de ikke lede sig selv til tilstrækkelige løsninger.
Danmarks Statistik forventer, at der i Danmark vil være 59 pct. (ca. 160.000) flere borgere over 80 år i 2030 end i dag. Imens vil mange nuværende social- og sundhedsansatte formentlig gå på pension. I hvert fald rapporterer FOA, at hver tredje SOSU er over 55 år. Vejen til bedre rekruttering og fastholdelse af studerende og medarbejdere går gennem bedre løn og arbejdsvilkår, anerkendelse og videreuddannelse.
#3: For de fleste er et værdigt liv et socialt liv
Der er brug for at bekæmpe ensomhed og styrke den mentale sundhed blandt ældre – noget Ældre Sagen har meget fokus på.
Fremtidens alderssammensætning i samfundet er en af vor tids vigtigste og mest komplekse udfordringer
Sociale relationer og en følelse af samhørighed og meningsfuldhed er uhyre vigtige for folks livskvalitet, viser min og kollegers forskning. En kollega har for eksempel lige dokumenteret, at det at bo alene eller have mange partnerbrud kan give helt fysiske betændelsestilstande i kroppen.
Vi skal gøre noget ved, at så mange ældre føler sig ensomme, og det gøres typisk bedst lang tid før hjemmeplejens første besøg.
Vi har brug for en aldringsalliance
Som generelt i moderne politik er hurtig handlekraft i høj kurs. Politikerne bliver ofte beskyldt for at tale i stedet for at handle. Om os forskere tænker mange nok, at vi tænker i stedet for at handle. Jeg tror, vi i dette tilfælde har brug for både at tænke og tale sammen og handle baseret på viden og fælles løsninger.
Fremtidens alderssammensætning i samfundet er en af vor tids vigtigste og mest komplekse udfordringer. De konkrete tiltag, vi i et snuptag kan indføre i ældreplejen i morgen, er gode og værd at udføre, men de fremtidssikrer ikke ældreplejen, sundhedsvæsenet eller velfærdsstaten i det hele taget, når de store årgange bliver gamle. Derfor håber jeg, at regeringens kommende enkle ældrelov på den rene tavle bliver ét spadestik i udviklingen af en langsigtet, nytænkende strategi på baggrund af viden og inddragelse fra mange forskellige aktører.
Helt konkret mener jeg og mine aldringsforskerkolleger fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, at vi har brug for en national aldringsalliance, der skaber viden og samarbejde om både de områder, jeg har beskrevet, og andre områder, der skal adresseres for at fremtidssikre velfærden, men som kolleger ved mere om end jeg: F.eks. forskning og uddannelse i forebyggelse og fysiologisk aldring og tilrettelæggelsen af et mere rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked.
Vi mener, at hvis både politikere, praktikere, forskere, kommuner, regioner og relevante organisationer kan gå sammen om at finde metoder til at tackle ovenstående udfordringer, så kan vi gøre Danmark til verdens bedste land at blive gammel i.
Indlægget blev først udgivet i Kommunal Sundhed.