Det uværdige ved værdighedsmilliarden

I 2016 blev der givet en ekstra milliardbevilling til udviklingen af en såkaldt værdighedspolitik på det kommunale område. Pengene skulle hjælpe kommunerne med at udvikle politikker på områder som hjælp, omsorg og pleje til ældre mennesker. Men ifølge lektor ved Københavns Universitets Institut for Antropologi Bjarke Oxlund rejser milliarden en række spørgsmål omkring begrebet ”værdighed”. Oxlund, der desuden er tilknyttet Center for Sund Aldring, spørger retorisk om ældreplejen tidligere har været uværdig? Eller om den bliver det igen, når bevillingen udløber? Selvom alle hilser særbevillingen velkommen, mener han at spørgsmålene til, hvordan man skal forstå begrebet ”værdighed”, står i kø.

Det følgende er et uddrag af Bjarke Oxlunds tale ved Danske Ældreråds konference ”Værdighed – hvad er det?” tirsdag den 25. april 2017:

En opsang til den såkaldte værdighedspolitik

Det kan være svært at afkode den politiske retorik her til lands. Det ene øjeblik udgør ældrebefolkningen en byrde, som tilsyneladende truer velfærdsstaten på livet. Det næste øjeblik udløses en Værdighedsmilliard, som skal sikre, at vi som samfund kan se os selv i øjnene. Men man skal ikke tænke længe over begrebet ”værdighed”, før man indser, at definitionen af værdighed i meget høj grad afhænger af perspektiv. Er der tale om værdighed for den, der modtager omsorg og pleje? Eller for den, der yder omsorg og pleje? Og ud fra hvilke kriterier kan vi overhoved diskutere værdighed?

Den offentlige diskussion af personlig hygiejne har med al tydelighed vist os, at perspektiverne kan være mange. På den side har Enhedslisten foreslået, at der skal være statsgaranti for et ugentligt bad, mens Slagelse Kommune på sin side har foreslået, at al personlig hygiejne kan foregå udelukkende med brug af vådservietter. Hvad der er værdigt og uværdigt afhænger i den forbindelse af noget så intimt som, hvor højt den enkelte prioriterer og værdsætter det at få et bad. For den badevrangvillige vil gennemførelsen af en statslig badegaranti være et overgreb, mens vådservietter for den badeglade vil være et indgreb i den personlige integritet.

Værdighed: En menneskeret – også for de ældre

I en snæver ordbogsdefinition er værdighed lig med en respekt eller selvrespekt, som omfatter eller kendetegner nogen eller noget. Ét af de eksempler, der gives, er, at menneskets værdighed ikke må krænkes ved fastholdelse i fattigdom, umyndighed eller indflydelsesløshed. Ordbogsdefinitionen er dermed på bølgelængde med én af de mest betydningsfulde referencer til værdighed, som findes i FNs Verdenserklæring af 1948, hvor Artikel 1 lyder, at: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”

Penge kan ikke i sig selv skabe eller opretholde værdighed – hverken i tilknytning til det enkelte menneske eller til relationerne mellem mennesker.

Når menneskerettighedserklæringen på denne vis betoner værdighed, er det ikke uvæsentligt i forhold til opdelingen af menneskeheden i forskellige aldre. Både børn og ældre nyder under menneskeretten en særlig beskyttelse, fordi begge alderskategorier kan være i fare for en særskilt diskrimination, som knytter sig til et ofte forekommende behov for omsorg og pleje. Hvor børn i midten af det 20. århundrede var meget udsatte for en ureflekteret diskrimination, er det ved indledningen af det 21. århundrede i højere grad ældre, som er i fare for at blive glemt eller diskrimineret i den rigeste del af verden.

Løftede pegefingre kan føre til tab af værdighed

I den danske velfærdsstat er der løbende sket et skred i retning af, at pleje og omsorg gives som hjælp til selvhjælp. Nogle gange betyder institutionaliseringen af ældrepleje også, at ældre udsættes for sundhedspædagogik, hvor de trænes, opøves og rehabiliteres til at kunne forskellige ting. Ofte udgør indsatsen en rigtig god hjælp til selvhjælp og producerer dermed værdighed. Andre gange antager indsatsen en form for pædagogisk paternalisme, hvor plejeren næsten får en forældreagtig rolle at spille i forhold til den plejekrævende ældre. En sådan barnliggørelse af den ældre kommer samtidig faretruende tæt på en umyndiggørelse, og dermed en krænkelse af værdighed. På denne vis balancerer pleje og omsorg næsten altid på en knivsæg mellem opretholdelse værdighed og tab af værdighed.

Selvhjulpenhedens slagskygger

De sidste 50 har år vi i social- og sundhedsvidenskaberne været meget dygtige til at udbrede budskabet om, at et en sund og aktiv livsstil kan give mulighed for et langt og godt liv, der ikke nødvendigvis behøver være præget af sygdom og forfald. I den forbindelse er vi med socialgerontologen Peter Laslett begyndt at tale om den 3. alder som et begreb for sunde og funktionsdygtige ældre, der lever aktive og engagerede liv i både 60’erne og 70’erne. Det udbredte fokus på sund og aktiv aldring producerer imidlertid samtidig en bagside, hvor funktionstab, forfald og sygdom bliver mere skamfulde, og hvor behovet for hjælp og støtte bliver mere illegitimt. Det stærke ideal om uafhængighed og selvhjulpenhed bærer ved til en forståelse af, at det i sig selv er uværdigt ikke at kunne klare sig selv. Det er en opfattelse, som det er uhyre vigtigt at få gjort op med.

Respekten for det mellemmenneskelige

Når vi taler om værdighed, er det derfor vigtigt at præcisere, hvad ordet knytter an til. Er det til den enkelte person? Er det til forholdet mellem plejemodtager og plejegiver? Er det til respekten for ældre mennesker i al almindelighed? Når vi taler på et politisk niveau, er det helt givet, at øgede ressourcer giver bedre mulighed for at udøve en forsvarlig faglighed, opretholde ordentlige standarder, og indfri definerede rettigheder. Men penge kan ikke i sig selv skabe eller opretholde værdighed – hverken i tilknytning til det enkelte menneske eller til relationerne mellem mennesker. I den forstand er det uværdigt overhovedet at tale om en Værdighedsmilliard, for værdighed handler netop om, at menneskers værdi ikke kan gøres op i penge.

Værdighed er snarere den respekt vi omgærder hinanden med som medmennesker. Nede på individniveau er værdighed lig med anerkendelsen af næsten om et menneske, der har samme værdi som én selv. Dermed er værdighed også først og fremmest en relationel størrelse og ikke noget, som man kan bestille ved at afsætte en pose penge af en tilfældig størrelse. Lad os i stedet få en fornuftig diskussion af, hvordan vi indretter os i boligpolitikken, i erhvervspolitikken, i socialpolitikken, i trafikpolitikken, osv. – på måder, som giver plads, rum og mulighed for værdige ældreliv.