Aktiv Aldring som et moralsk anliggende

Af postdoc Henrik Hvenegaard

I takt med at den store ’baby-boom’-generation forlader arbejdsmarkedet, står mange af klodens lande overfor enorme demografiske og økonomiske udfordringer. Aldring bliver derfor skubbet helt frem på den politiske dagsorden. At opfordre befolkningerne til at opretholde sundhed og fitness er i mange lande blevet en kernestrategi, der skal minimere belastningen på de nationale sundhedssystemer. ’Sundhed’ betyder, at de ældre ’vedligeholder’ sig selv og opretholder deres autonomi i stedet for at udgøre en byrde for samfundet. Men hvad indebærer det for borgeren, når sundhed og social aktivitet bevæger sig fra at være et personligt anliggende, til at være et statsanliggende?

Ifølge den dominerende fortælling om sundhed i Danmark har vi alle muligheden for - og den moralske forpligtigelse til - ikke blot at opretholde vores sundhed, men også at engagere os socialt livet igennem. Det er et led i paradigmet kaldet ’aktiv aldring’. Det er ofte blevet fremhævet, at isolerede og ensomme ældre mennesker er ’usynlige befolkninger’, som tiltrækker sig forsvindende lidt opmærksomhed fra politikerne, sundhedssektoren, medierne og den brede offentlighed. Men i de seneste år er ensomhed og social aktivitet blevet et kerneområde indenfor diskussionen af folkesundhed i Danmark.

Ensomhed som største isolerede trussel

I april 2015 lancerede DR en temauge om ’ensomhed’. En vurdering fra Instituttet for Folkesundhed viste, at ’ensomhed’ koster det danske samfund ca. 300 millioner kroner årligt på grundet af de negative sundhedsrelaterede effekter af ’svage relationer’[1]. ’Ensomhed’ blev vurderet at være ligeså farligt som at ryge 15 cigaretter om dagen. I et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring den ’skjulte sygdom’ præsenterede DR en lang række programmer og dokumentarer med særligt fokus på ensomme ældre mennesker, imens forskellige medie-personligheder fortalte om deres egne oplevelser med ensomhed.

Ensomhed blev omtalt som ’vor tids største isolerede trussel’. Gennem sådanne udtalelser blev ensomhed fremstillet som et særligt problem i dag: Ensomhed blev beskrevet som skyggesiden af det moderne velfærdssamfund. Velfærdssamfundet forårsagede en ekstrem individualisme, som ikke blot opløste traditionelle familieværdier, men truede selve den danske nation. Men på intet tidspunkt diskuterede studieværter og meningsdannere, hvad ensomhed er – og om det måske kan være et menneskeligt vilkår. I stedet blevet det socialt uengagerede menneske portrætteret som et mislykket menneske.

Familien vs. velfærdsstatens forpligtelse

Den stigende andel ældre er ikke kun på dagsordenen i Danmark. På tværs af kloden forbereder lande sig, og de forskellige strategier afspejler i mange tilfælde en grundlæggende angst i samfundene. Fx skriver antropologen Sarah Lamb, at Indien i 2007 indførte en lov, hvor man kan idømme bøder og uddele fængselsstraffe til familiemedlemmer, hvis de undlader at tage sig af deres aldrende forældre. Loven giver udtryk for et ideal om, at familien - frem for Staten - bør varetage de svagelige ældres pleje. Men samtidig viser den en underlæggende frygt for, at den forpligtelse - som tidligere var del af en traditionel praksis - ikke længere er en selvfølgelighed.

Hvor strategien for varetagelsen af de ældre i Indien fokuserer meget på familiens forpligtelse, finder man det modsatte i USA. Succesfuld Aldringsparadigmet i USA, som Lamb beskriver det, bygger på et ideal om, at individet skal forblive autonomt livet igennem. Udsigten til at blive afhængig af sine børn udgør en grundlæggende frygt for mange amerikanere, og en sådan slags afhængighed forekommer næsten amoralsk. Af den årsag forsøger man at opretholde ’fitness’ gennem træning og sociale aktiviteter. Lamb argumenterer for, at paradigmet på én gang er en ’moralsk fortælling, en medicinsk fortælling, en regeringsmæssig fortælling, og en eksistentiel fortælling, som opretholder kulturelle normer for mennesker som sunde, aktive, uafhængige, og langt-levende subjekter’.

Isolation som moralsk nederlag

Idealet om uafhængighed er også et vigtig element i den danske tilgang til ’succesfuld aldring’. Men set i lyset af den danske velfærdsstat, frygter få danskere at blive en belastning for deres børn. Den danske strategi reflekterer derimod en frygt for ensomhed, at blive socialt afkoblet. I Danmark opleves tabet af kontakt med slægtninge og venner som et personligt, moralsk nederlag, i kontrast til i USA, hvor det samtidig involverer et moralsk forfald.

Særligt indenfor sociologien har man siden starten af 1900tallet har fastholdt, at ensomhed eller isolation ikke bør ses som et personligt nederlag; det skal snarere ses som produktet af et samfund. Men i takt med den stigende opmærksomhed omkring ensomhed - hvor ensomhed som led i en neoliberal ideologi om individet er noget man kan sætte sig ud over - bliver ensomhed netop til individets eget ansvar.

Succesfuld aldring i Danmark er udtryk for bestemte idealer om sammenhold og individuel autonomi - idealer som i disse år bliver massivt forstærkede igennem opmærksomheden fra medier og politikere. De fleste mennesker finder udsigten til socialt engagement og sundhed ønskværdigt, men indenfor antropologien bliver man mere og mere opmærksom på, at den model gør os dårligere rustet til at acceptere forskellige slags fysiske, psykiske og sociale tilbageskridt - for ikke at nævne døden - i alderdommen. I et sundhedsparadigme, hvor tilbageskridt bliver spundet ind i en moralsk fortælling, så er vi alle, før eller siden, dømt til at fejle.

¹DR 22. April 2015 https://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/04/20/160309.htm