Velkommen til juvenæssancen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Sund Aldring > Nyheder > Velkommen til juvenæss...

19. december 2016

Velkommen til juvenæssancen

Af Henrik Hvenegaard Mikkelsen, PhD. Institut for Antropologi/Center for Sund Aldring, Københavns Universitet og Morten Hillgaard Bülow, PhD. Medicinsk Museion, Københavns Universitet. Debatindlæg bragt i Politiken den 18. december 2016.

Henrik Hvenegaard

ER ALDRING en sygdom? Det er et spørgsmål, som den amerikanske læge og forsker Mutaz Musa for nylig stillede i et indlæg i tidsskriftet The Scientist. Hans indlæg tiltrak sig opmærksomhed, da han argumenterede for, at dette faktisk var tilfældet. Og Musa er ikke alene om den holdning. Han repræsenterer en bevægelse inden for aldringsforskningen, nogle gange kaldet biogerontologi, som i disse år argumenterer for, at vi ved at patologisere aldring - det vil sige forstå det som en sygdom - kan vi blive i stand til at overvinde fysisk tilbagegang og død.

Det spørgsmål, som må følge her, er naturligvis, hvorvidt aldring overhovedet er noget, vi bør overvinde? Vi kan indimellem være blinde over for dette spørgsmål i en tid, hvor vores mest centrale kulturelle værdier centrerer sig om ungdom, og hvor alderdommen kun er meningsfuld, hvis den afspejler den yngre livsførelse. Dette har fået filosoffen Robert Harrison til at kalde vores tidsalder 'juvenæssancen'.

"Vores positive værdisætning af ungdom og negative værdisætning af alderdom indebærer et håb om, at hvis bare aldring kunne ses som en sygdom, kunne vi frigøre os fra den.

Henrik Hvenegaard og Morten Bülow

Man kan således se en direkte linje fra Musas indlæg i The Scientist, hvor han agiterer for en medikalisering og videnskabelig overvindelse af alderdommen, til den bredere forståelse af aldring i dag: Man forstår aldring som en tilstand, hvor vi på grund af diverse patologier og biologiske processer bliver mere og mere ens, imens mennesker i ungdommen er meget forskellige fra hinanden. Individer, om man vil. En sådan forståelse af ældre mennesker som værende i mindre grad individer end yngre mennesker, kan potentielt set retfærdiggøre en lang række umyndiggørelser af ældre i hverdagen.

MEN DERUDOVER er det faktuelt forkert: Jo ældre vi bliver, jo mere forskellige bliver vi fra hinanden på grund af de vidt forskellige liv, vi lever.

Morten Bülow

Nu er Musa og den biogerontologiske bevægelse ikke repræsentant for hele det mangfoldige aldringsforskningsfelt, og vi vil gerne pointere, at videnskabelige tilgange til aldring er med til at gøre kæmpe landvindinger for sundhed og livskvalitet og for det meste drives af oprigtige og inspirerende forsøg på at forbedre menneskers liv.

Samtidig rejser Musas definition af aldring som sygdom nogle tankevækkende spørgsmål om vores grundlæggende antagelser om, hvad sygdom og aldring er. Spørgsmål, som tvinger os som aldringsforskere til at være mere præcise omkring, hvordan vi forstår disse begreber, og hvorvidt de vitterlig er lignende eller forskellige fænomener.

Problemet med Musas idé om aldring som en snarligt kurerbar sygdom er dels, at den sammenblander et komplekst begreb om (sociale og biologiske) forandringer over tid - aldring - med et andet komplekst begreb om sygdom, som betegner en lang række uønskede tilstande. Og dels, at denne simplificerende sammenblanding skaber urealistiske forventninger til fremtidige videnskabelige fremskridt.

Når spørgsmål om, hvad aldring er og bør være, bliver reduceret til en forsimplet forståelse af sygdom, skabes der en forestilling om, at vi er på vej til at mestre selve det vilkår, at vi som mennesker lever et liv afgrænset i tid. Dette er måske netop symptomatisk for juvenæssancen. Vores positive værdisætning af ungdom og negative værdisætning af alderdom indebærer et håb om, at hvis bare aldring kunne ses som en sygdom, kunne vi frigøre os fra den.

EN KONSEKVENS af at blande sygdom og aldring sammen er, at vi bliver dårligere til at adressere de svære eksistentielle spørgsmål om død og sårbarhed. Når aldring i stigende grad forstås som en patologisk tilstand i stedet for at blive tænkt som et tidspunkt i ens liv, hvor man har opnået ny indsigt og erfaring, nye privilegier og ansvar, så forstår vi det blot som modsætningen til ungdommens sundhed. Og opgaven for hver af os bliver således at forlænge ungdommen så længe som muligt.

Men uanset om vi gennemlever et seniorliv fri for sygdom, kommer vi alle før eller siden til at skulle finde en måde, hvorpå vi kan forholde os til sygdom hos os selv og vores nærmeste. Når aldring bliver forstået som en sygdom, bliver det til noget, som man først og fremmest skal forsøge at forhindre; aldring gøres til et problem, som skal løses i stedet for netop at være den horisont, som vi bruger til at skabe mening.

Vores positive værdisætning af ungdom og negative værdisætning af alderdom indebærer et håb om, at hvis bare aldring kunne ses som en sygdom, kunne vi frigøre os fra den.