”Nysgerrigheden driver mig” – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Sund Aldring > Nyheder > ”Nysgerrigheden driver...

03. februar 2016

”Nysgerrigheden driver mig”

FORSKERPROFIL

En gymnasielærer skræmte Lene Juel Rasmussen fra Center for Sund Aldring væk fra at læse kemi og matematik på Københavns Universitet. I dag er hun professor samme sted.

Professor Lene Juel Rasmussen 

Af Mikkel Andreas Beck 

Kemi og matematik var Lene Juel Rasmussens yndlingsfag i gymnasiet. Og derfor tænkte hun, at det nok var en god idé at læse det på universitetet, for ellers havde hun ikke den helt store ide om, hvad hun ville.

”Men så sagde min gymnasielærer til mig, at gjorde jeg det, ville jeg kun kunne blive … gymnasielærer... Og når man er gymnasieelev, så er det lige som at få en spand koldt vand i hovedet at få det at vide”, griner den i dag 53-årige Lene Juel Rasmussen, der er professor i molekylær aldring og leder af Center for Sund Aldring (CESA) på det selvsamme universitet, som hun blev skræmt fra at læse på. Hun begyndte i stedet at læse til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) – men det var nu ingen umiddelbar succes.

”Jeg syntes egentlig, at det var frygtelig kedeligt. Men jeg holdt ud, og så kom der mulighed for at læse linjefag, og så vendte det. Jeg læste biokemi og lærte for første gang om gensplejsning. Det var vanvittigt fascinerende. Bare tanken om, at man kunne ændre på organismer. Ændre i gener, så organismer opfører sig på en helt ny måde…wow! Så jeg fortsatte direkte over i at tage en ph.d. og videre til en postdoc, som jeg fik af bevilget af Det naturvidenskabelige Forskningsråd til at tage i USA, hvor jeg så blev i fem år.  Jeg blev virkelig bidt af det, og det er jeg stadigvæk”, siger Lene Juel Rasmussen.

Hvorfor valgte du at blive forsker?

Jeg kan bedst lide at lave noget, hvor man ikke kender resultatet på forhånd, og det gør man ikke som forsker. Noget af det kedeligste for mig på DTU var, når man havde øvelser med et givent resultat, som lærerne havde lavet med de studerende i årevis. Men blev man sat ind i laboratorium og sat til at lave et forsøg, hvor du ikke vidste ved, hvad der kom ud af det, så var det fantastisk. Måske kan du gætte, hvad der sker, men kun hvis du er dygtig og uanset hvad, kan du ikke vide det med sikkerhed. Dét er spændende. Jeg var nysgerrig, og nysgerrigheden driver mig stadig. Jeg er glad for at være med til at skabe ny viden.”

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?

”Aldringsforskning er vigtig, fordi befolkningen bliver ældre og lever længere. Vi får en større andel af ældre mennesker, der er i den anden halvdel af deres liv, og det er en stor udfordring, at ældre holder sig så friske som muligt. Vi laver biologisk aldringsforskning. Hvad sker der med mennesket i aldringsprocessen – rent biologisk? Og det handler ikke kun om gener, men også om ydre påvirkninger. Og om hvordan samfundet reagerer på, at befolkningen bliver ældre. Vi prøver også at finde ud af, hvad omgivelserne betyder i den proces, eksempelvis forurening og livsstil. Alt påvirker biologien i din krop - også sociale relationer. Gode sociale relationer påvirker aldringsprocessen i en god retning og omvendt. Det er spændende, udfordrende og utroligt vigtigt, at vi angriber de problematikker på en god, tværfaglig måde”, siger Lene Juel Rasmussen.

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

Der har været  højdepunkter på flere niveauer. Det første var at være udvalgt til at være en af de få, der blev udvalgt til at tage til USA. Det var utroligt stort at få lov at læse på University of Massachusetts og senere Harvard. Jeg havde søgt Forskningsrådet og håbede selvfølgelig på at komme af sted, men havde gjort op med mig selv, at det var ikke verdens undergang, hvis jeg ikke gjorde. Jeg var egentlig ikke nervøs, og jeg kiggede også efter jobannoncer samtidig. Da brevet så kom, sad jeg og kiggede lidt på det og trak pinen ud. Så flåede jeg det op – og så måtte jeg ud og have en øl. Det næste var at få min første stilling i Danmark og skulle starte min egen forskningsgruppe. Men også at blive leder af CESA – det er en kæmpestor udfordring og et vanvittigt spændende job.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er, at der er en frihed til at være kreativ. Det er IKKE det samme som, at man ikke laver noget, for ens publikationer bliver bedømt ud fra strenge krav. Men der kommer ikke nogen og fortæller dig, hvad du skal og ikke skal. Du bestemmer selv, hvad du vil forske i, i hvilken retning du vil gå. Der er frihed og kreativitet i forskningen, og det er det, der holder mig i den verden. Jeg kan godt savne at være mere i laboratoriet, men det er der ikke noget at gøre ved lige nu. Det jeg laver er dødsspændende, og det kan ikke kombineres. Måske når jeg bliver pensionist? Det er også en god ting ved mit arbejde. Jeg har selv en interesse i, at CESA producerer gode resultater, så jeg kan arbejde længe endnu”, smiler Lene Juel Rasmussen.

Hvad laver du når, du ikke forsker?

Ikke så meget faktisk, slapper lidt af. Jeg har dyrket meget håndbold og spillet cricket på landsholdet, men nu løber jeg kun lidt ind i mellem og dyrker yoga, for jeg har droslet ned på grund af skader. Så nu slapper jeg af med at se sport i fjernsynet. Jeg elsker at se damehåndbold, og jeg kan også godt lide fodbold – når de altså spiller godt. Jeg kan også godt lide at se skiløb, især styrtløb, på grund af farten og spændingen.