Er alderdom lig afvikling? – Københavns Universitet

Sund Aldring > Nyheder > Nyhedsarkiv > 2015 nyheder > Er alderdom lig afvikl...

10. juli 2015

Er alderdom lig afvikling?

Aldring og aktivitetsteori

Er alderdom lig afvikling eller bør der forsøges nye aktive måder at vedligeholde sociale relationer på? I et historisk perspektiv anskuer aldringsteorier forskelligt, hvordan mennesket ældes. Forsker Morten Bülow fra Center for Sund Aldring har i sit ph.d.-projekt set på hvordan forskere, historisk set, har forstået aldring.

Af Morten Hillgaard Bülow

Tilbagetrækning kontra forsat social aktivitet?

I en tidligere post skrev jeg om ’disengagement theory’ som er én af de aldringsteorier, der har haft indirekte indflydelse på hvordan forskningsfeltet tænker aldring i dag. Indirekte, fordi meget af de samtidige og efterfølgende diskussioner af, hvordan man bedst skal forstå og gå til fænomenet aldring blev formuleret i opposition til denne teori (læs mere her). For eksempel var disengagement-teoriens fokus på ’afvikling’ eller ’tilbagetrækning’ nærmest diametral modsat den såkaldte ’activity theory’, som anskuede fortsat ’social aktivitet’ som væsentlig for en god alderdom.

Ligesom disengagement teorien blev aktivitetsteorien formuleret i sidste del af 1950erne/start 1960erne, hvor der i Danmark og mange andre steder i Vesten blev indført nye offentlige pensionsordninger og tvungen pensionsalder, som ændrede på de ældres plads i familien og samfundet (Neugarten & Havighurst 1969). Groft sagt skete der et skift fra forsørger og arbejder til hjemmegående bedsteforælder. Sådanne væsentlige sociale forandringer gav også anledning til nye forskningsmæssige tanker om alderdom og nye undersøgelsesområder for det forskningsfelt vi i dag kalder ’social gerontologi’ – altså læren om at blive gammel, set fra et (hovedsageligt) socialt perspektiv.

Aldringsteorierne i et historisk perspektiv

Disengagement-teorien kan forstås som én måde at gøre ændrede aldringsprocesser forståelige på i forskningssammenhæng, mens aktivitetsteorien var en anden. Hvad sker der egentlig med den ældre, når vedkommende ikke længere forventes at arbejde? Er der tale om en naturlig tilbagetrækningsperiode, eller handler det mere om at skulle ændre sociale vaner? Og hvilke konsekvenser har disse forskellige tilgange for ældres liv og helbred?

Begge teorier kan ses som bud på at forstå livsforandringer, men også som bud på, hvordan man som ældre bedst tilpassede sig – ved at acceptere og afvikle (disengage) eller ved at søge nye (aktive) måder at vedligeholde sociale relationer på. Activity theory – eller ’aktivitetsteori’, som man nok ville sige på dansk – anså fortsat social aktivitet som en forudsætning for at forsinke aldringsprocesser og forbedre livskvaliteten sidst i livet (Havighurst 1961). Disengagement teorien derimod anså aldringsprocesser som uundgåelige og personers livskvalitet som værende afhængig af, hvor godt de kunne tilpasse sig denne proces ved at acceptere en gradvis tilbagetrækning.

Mange samtidige social-gerontologiske studier viste dog også en klar sammenhæng mellem social aktivitet og tilfredshed med livet. Disengagement-teorien blev relativt hurtigt forladt igen (også af forfatterne selv), og aktivitet i alderdommen synes at være blevet etableret som et (nærmest ubetinget) gode siden 1960erne. Betydningen af ’aktivitet’ har dog også ændret sig over tid og nye ’aktivitetsteorier’ har efterhånden erstattet den oprindelige. F.eks. begyndte også fysisk aktivitet, og ikke blot social aktivitet, at blive anset for at være sundt for ældre efter forskningsresultater fra sidst i 1960erne/starten af 1970erne – før det blev fysisk aktivitet for ældre snarere set som risikabelt og potentielt skadeligt. Og at aktiviteter også kunne/burde være forbundet med ’produktivitet’ introduceres i forskningslitteraturen i 1980erne (se Butler 1985).

Aktiv aldring og aktivitetsteori?

Aktivitetsteorien kan desuden ses som en historisk forløber for begrebet ’aktiv aldring’, som har været en populær forståelsesramme og nøglebegreb for både EU og WHO i forhold til aldringsområdet de seneste år (2012 var således ”det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationer”). En central forskel er dog netop, at aktivitetsteoriens aktiviteter ikke var nævneværdigt fysisk orienterede, men snarere skulle kompensere for det sociale netværk man havde mistet ved at forlade arbejdslivet (Havighurst 1954) – i modsætning til ’aktiv aldring’-forståelsesrammen, og lignende begreber som ’successful aging’, hvor særligt de helbredsmæssige aspekter ved fysisk aktivitet blev anset for en forudsætning for et godt ældreliv.

Også disengagement-teorien kan ses som et historisk eksempel på nogle af de kritikker, der i dag rettes mod de nutidige forståelsesrammer, der fokuserer på aktivitet. Spørgsmål, som ofte rejses, er f.eks. om et fokus på enkelt-individers aktivitetsniveau risikerer at overse påvirkninger fra såvel social ulighed som biologiske variationer på aldringsprocesser? Samt spørgsmålet om, i hvilken grad det giver mening at acceptere funktionel nedgang snarere end at kæmpe imod? Og, ikke mindst, om en aktiv alderdom nødvendigvis er en god alderdom for alle?

Som social-gerontologisk forskning til alle tider har vist: der findes ingen lette svar på disse spørgsmål.

Læs mere

Ovenstående er baseret på min PhD afhandling: “Unsettling successful ageing. A history and queering of the concept of successful ageing in ageing research” (2014), samt Aske Juul Lassens PhD afhandling: “Active ageing and the unmaking of old age: The knowledge productions, everyday practices and policies of the good late life” (2014). Begge afhandlinger blev skrevet mens forfatterne var ansat som PhD studerende i Center for Sund Aldring.

Andre henvisninger:
Butler, R.N. & Gleason, H.P. 1985. Productive Aging: Enhancing Vitality in Later Life. New York: Springer Publishing Company.

Havighurst, R.J. 1954. Flexibility and the social roles of the retired. American Journal of Sociology, 59:4, 309-311.

Havighurst, R. J. 1961. Successful aging. The Gerontologist, 1, 8–13.

Neugarten, B.L. Havighurst, R.J. 1969. Disengagement reconsidered in a cross-national context. In: Havighurst, R.J. (ed.) Adjustment to retirement: A cross-national study: Van Gorcum. 138-146.

Kontakt
Morten Hillgaard Bülow
mohib@sund.ku.dk