Var alderdommen bedre i gamle dage? – Københavns Universitet

Sund Aldring > Nyheder > Nyhedsarkiv > 2014 Nyheder > Var alderdommen bedre ...

20. august 2014

Var alderdommen bedre i gamle dage?

Aldring

Forsker Morten Hillgaard Bülow har under sit ph.d.-studie undersøgt, hvordan samfundet og særligt forskere historisk har beskrevet og forstået aldring og menneskers livsforløb. Studiet peger i retning af, at forståelserne af, hvad det vil sige at blive gammel afspejler samfundets normer, forventninger, men også ændringer i magtforholdene i samfundet har betydning.

Af Morten Hillgaard Bülow

Hvordan ser vi på det at blive gammel i dag? Det kan ofte være interessant at få perspektiv på nutidige forståelser af aldring ved at sammenligne med andre tider. Det er let at komme til at lave en fortælling om, hvordan det var mindre rart at være ældre i gamle dage – når man ser på gennemsnitslevealder eller sygdomsfrekvensen – eller omvendt, hvordan det var meget bedre i gamle dage – hvis man ser på, hvilken autoritet ældre blev fremstillet med, eller deres mindre ensomme bo-forhold.

Når man ser på gennemsnit, kan man gå glip af vigtige nuancer: Hvem døde tidligt og af hvad? Og hvilke ældre havde autoritet eller levede i givende fællesskaber? Generaliserende fremstillinger svarer ikke på disse spørgsmål og dækker dermed over forskelle de ældre imellem. Det gælder både i fortid og nutid og handler også om andet end alder, for eksempel køn, klasse, indkomstforhold – og de uligheder, der på et givent tid og sted er imellem mennesker, som skaber muligheder og begrænsninger.

Derfor bliver historiske undersøgelser ofte en bevægelse op og ned mellem niveauer - fra de helt store generaliseringer til enkelte menneskers liv. Her kan man ofte pege på overordnede tendenser, som bliver underbygget og nuanceret af den mindre historie.

Menneskets liv er en rejse

Hvis man ser på, hvordan aldring og livsforløb er blevet illustreret de sidste par hundrede år er der visse tendenser, det kan være meningsfulde at sammenligne. Aldringshistorikeren Thomas Cole har eksempelvis vist, at en populær metafor er og har været at beskrive menneskets livsforløb som en rejse. Man kan derfor sige noget om de forståelser og forventninger, der har været til aldring på forskellige tidspunkter ved at se på, hvordan denne rejse er blevet beskrevet og illustreret.

En klassisk måde at illustrere rejsen på har været som en livstrappe, hvor hvert trin viser en livsperiode fra vuggen op til et højdepunkt som midaldrende og ned igen, til den ender i alderdom og graven. Ser man på, hvordan ”mennesket” anskueliggøres i de illustrationer afspejler det både idealer og hierarkier. Både i forhold til køn, klasse og alder. Det er først sent, at kvinder og børn bliver tegnet på trappen: det gode livsforløb tilhører i lang tid den mandlige patriark, der kommer fra det bedre borgerskab og står øverst på trappen i sin ”bedste alder”. Den kraftfulde patriark står i kontrast til de underliggende trin på begge sider, hvor den yngre udgave stræber efter at nå toppen, og den ældre overlader pladsen til yngre generationer.

Syn på aldersdom viser samfundets normer

Sammenholdt med viden om illustrationernes historiske kontekst viser de dermed samfundsnormer og forventninger i forhold til livsforløb og aldring – i hvert fald for det ”bedre borgerskab”. Ændringer i magthierarkier bliver også afbilledet, som når ”menneskets livsforløb” begynder at inkludere kvinder og børn i slutningen af 1800-tallet. Samtidig kan man spore en cyklisk forståelse af menneskets livsforløb i illustrationerne med den symmetriske opgang og nedgang, hvor vugge og grav er på linje, og fortællingen kan begynde forfra, når vi når frem til graven.

Den fremstilling er formentlig velkendt for de fleste. Hvis man tager billedet videre og sammenligner med materiale fra nutidens ”bedre borgerskab” – her læger og aldringsforskere – kan man i forlængelse af Coles analyse lave andre interessante sammenligninger. Trappen er måske ikke så brugt en illustration for livsforløb længere, men dens form er alligevel genkendelig i aldringsforskningen. Både i grafer for en populations middellevetid siden midten af sidste århundrede og i stiliserede illustrationer af generelle ændringer i funktionsevne over et livsforløb. Ser man på de fremstillinger ud fra et fokus på gennemsnit danner de oftest en variant af en klokkeformet kurve på en graf.

Vi bevarer højdepunktet længere

Indenfor de sidste omkring 30 år er der sket et skift i den fortælling om uundgåelig opgang og nedgang i funktionsevne over tid og dermed med synet på et menneskes aldring, som livstrappen og den klokkeformede kurve symboliserer. I takt med at forskeren har større opmærksomhed på, hvor forskelligt mennesker ældes, har der i den periode været en kritik af den forståelse af aldring, som et fokus på gennemsnit skaber.

Mennesker ældes forskelligt

Den moderne forskning viser, at mennesker ældes forskelligt, og derfor er livsforløbskurven ikke helt så ligetil og givet, som man kan formode. I dag har vi et andet idealbillede af livsforløbet. Vi har et større fokus på livsstilsfaktorers indflydelse på aldringsprocesser og vores mulighed for at forebygge og potentielt udskyde visse af de uønskede konsekvenser af disse processer.

Eksempelvis præsenterede James Fries i 1980 en tese om den såkaldte ”forkortelse af sygdomsperiode” sidst i livet. Her er livsforløb-kurven radikalt ændret fra en relativ blød kurve op-klimaks-ned til en kurve, der går op, men bliver på højdepunktet med kun svag nedgang, indtil den slutter med en pludselig lodret nedgang. I det billede er det ikke kun normerne for, hvor længe man forventes at være funktionsmæssigt på toppen af livet – og dermed også på arbejdsmarkedet, som aktiv forbruger m.m. – men også relationen til døden, som er fraværende, eller mindre nærværende, og ens familiære relationer, der ændrer sig.

Men giver det mening at sammenligne Coles analyse af livstrappen med grafer fra den medicinske aldringsforskning? I mit ph.d.-projekt har jeg især set på, hvordan forståelser af aldring har ændret sig over de sidste 30 år, som fortællingen ovenfor kun løfter en lille flig af. Analysen kan derimod ses som et eksempel fra den historiske aldringsforskning, som peger på, at de måder vi vælger at afbillede livsforløb – både i populærkultur og i forskningen - relaterer sig til samfunds normer, forventninger og magtforhold i forhold til det at blive gammel.

Læs mere

Cole, Thomas. 1992. The journey of life: A cultural history of aging in America. Cambridge University Press

Fries, James F. 1980. Aging, Natural Death, and the Compression of Morbidity. New England Journal of Medicine 303 (3): 130–5.

Kontakt

Postdoc Morten Hillgaard Bülow, mohib@sund.ku.dk, tlf. 40 78 20 37