Hvordan skal vi rehabilitere? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Sund Aldring > Nyheder > Hvordan skal vi rehabi...

13. december 2016

Hvordan skal vi rehabilitere?

Kommunesamarbejde

Ledere og sundhedsfagligt personale fra kommuner og forskere fra Center for Sund Aldring udvekslede viden og debatterede, hvordan kommunerne møder borgere, som skal rehabiliteres.

Center for Sund Aldring på Københavns Universitet arbejder tæt sammen med fem kommuner om at udvikle aktiviteter og tiltag, der øger ældre borgeres sundhed. Målet er, at de hurtigt får glæde af ny viden og forskningsresultater på området. I november var mere end 40 deltagere fra Center for Sund Aldrings fem primære samarbejdskommuner; Gentofte, Ishøj, Vordingborg, København og Høje Tåstrup og forskere fra temaet Sundhedsfremmende innovationer samlet til seminar. Fokus på seminaret var kommunernes udfordringer og muligheder i arbejdet med rehabilitering af ældre.

Rehabilitering er et felt i stor udvikling, dels på grund af det stigende antallet ældre, dels som følge af den store policy-udvikling inden for rehabilitering. Samtidigt er rehabilitering et meget komplekst område med store forskelle i de ældres behov og et felt, som kræver samarbejde på tværs af fagområder. Det udfordrer en sammenhængende og individuelt tilpasset indsats.

Fysisk dimension dominerer

Dagen begyndte med oplæg om forskningen i indsatser forbundet med rehabilitering og om forskellige tilgange til mødet med borgere, der skal igennem rehabiliteringsforløb. Lektor Maria Kristiansen fra Center for Sund Aldring fortalte, at målet med rehabilitering er, at borgerne skal støttes i at selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv på trods af funktionsnedsættelse af både fysisk, psykisk og social karakter. Dermed er rehabilitering et holistisk begreb, men i mange kommuner bliver det i realiteten operationaliseret mere snævret med mest fokus på den fysiske dimension.

”Skal borgeren ende med at kunne det samme, som inden hun blev syg, eller skal hun lære at leve med de udfordringer, som hun har fået via sin sygdom? Det er en diskussion værd. Samtidig er det vigtigt, at kommunerne kan rumme borgernes forskelligheder”, siger Maria Kristiansen.

Forskerne ser en signifikant social ulighed, i hvilke borgere der modtager rehabilitering. Oftest er det de stærkeste, som oftest har mindst behov, der udgør en overvægt af modtagerne. Rehabilitering er meget kompleks størrelse, og der mangler dokumentation for, hvilke tiltag, der virker.

Staten bor i os

"I min forskning oplever jeg, at noget for noget-tilgangen har skabt en pædagogisering af relationerne mellem individ og stat. Det betyder, at den enkelte ikke længere tager så stort ansvar for sit eget liv som tidligere. Og det er meget paradoksalt, når det netop er det staten forventer

Lektor Bjarke Oxlund

Lektor Bjarke Oxlund fra Center for Sund Aldring talte om, hvordan personbegrebet har udviklet sig i den danske velfærdsstat. Han fortalte, at vi er meget unikke i Danmark, fordi vi identificerer os med staten. Et af hovedspørgsmålene er, hvilken person det er vi skal genskabes til via rehabilitering. I den seneste udvikling går ideen om mindre stat hånd i hånd med mere individuel ansvarliggørelse. Aktivering præsenteres som det store løsen i mødet mellem borger og stat, men på paradoksal vis synes det ikke at skabe mindre stat.

”I dag forventes borgerne at tage ansvar for egne sundhed, og vi skal være autonome individer. Et konkret eksempel er, at en ældre i forbindelse med et rehabilitering har lært at støvsuge, men det gør ham ikke til et autonomt individ. Vi står blot over for et individ, som har gjort, hvad staten beder vedkommende om. I min forskning oplever jeg, at noget for noget-tilgangen har skabt en pædagogisering af relationerne mellem individ og stat. Det betyder, at den enkelte ikke længere tager så stort ansvar for sit eget liv som tidligere. Og det er meget paradoksalt, når det netop er det staten forventer”, fortæller Bjarke Oxlund.

Eftermiddagen var bygget op omkring arbejde i workshopgrupper, der hver især skulle tilrettelægge og tegne optimale forløb for de fiktive personer Gudrun og Viggo, der begge har været udsat for falduheld. Gruppearbejdet og den efterfølgende diskussion førte blandt andet til overvejelser omkring, hvad der er udgangspunktet for den kommunale rehabiliteringsindsats, og hvornår det ikke længere giver mening at rehabilitere.