Nyt fra sociologisk aldringsforskning: Paradokset mellem aldring og køn – Københavns Universitet

04. februar 2014

Nyt fra sociologisk aldringsforskning: Paradokset mellem aldring og køn

Aldring og Køn

I populære medier fremstilles den aldrende krop som en formbar proces samtidig med, at den fremstilles meget stereotypt. Aldringsforskningen kommer her med et bud på, hvordan det skaber en paradoksal konsekvens, der på én og samme gang skaber muligheder og er begrænsende.

Skrevet af Post doc Morten Bülow

Fremstilling af køn og aldring

Den anerkendte canadiske sociolog Barbara Marshall gæstede i december 2013 København, hvor hun var hovedtaler ved en konference arrangeret af Center for Sund Aldring. Marshalls oplæg indeholdte bl.a. en interessant analyse af skiftende forståelser af aldring og køn i reklamer og populære medicinske fremstillinger af alderdom.

Hun viste her, hvordan aldring i det offentlige rum i dag i stigende grad fremstilles som en variabel og i høj grad formbar proces – hvilket livsstilsmagasiner og reklamer for kropsplejeprodukter ikke er sene til at lukrere på. Samtidig påpegede hun, at denne fremstilling af ”kropslig formbarhed”, når vi ser det i forhold til aldring, står i kontrast til den fremstilling af køn, som vi kan se i de samme materialer: Hvor kroppenes aldringsprocesser på den ene side bliver vist som nogle processer, der kan gribes ind i, bliver deres kønslige fremtræden på den anden side i stigende grad fremstillet stereotypt og med øgede forventninger til, at mænd og kvinder skal være på nogle helt bestemte måder.

Paradokset

De populære mediers øgede fokus på kroppens potentiale for forandring, skaber på én og samme gang en paradoksal konsekvens: På den ene side kan potentialet ses som noget, der giver en større frihed og mulighed for at ændre ved aldringsprocesser. På den anden side synes selv samme potentiale for forandring at give mindre plads til kønslig mangfoldighed, da ældre mænd og kvinder samtidig fremstilles stereotypt i selv samme materialer.

Stereotype fremstillinger af aldring

Kroppens potentiale for forandring kommer med andre ord ikke kun til at blive et grundlag for teknologier og produkter, der får én til at se yngre ud – som i øvrigt er en væsentlig norm, som de populære medier spiller på. Potentialet kommer også til at øge forventningerne til, at man forsøger at forme kroppe efter kønnede stereotyper, som tidligere var forbeholdt populære fremstillinger af yngre personer.

Samfundsnormer og kropsteknologier

På den måde peger Marshalls undersøgelse på den kompleksitet, der kan findes i forholdet mellem kroppe og normer for køn og aldring. Selvom Marshalls forskningsmateriale er af populære mediers fremstillinger af aldrende kroppe, kan undersøgelser som denne give anledning til overvejelser om, hvordan samfundsnormer og kropsteknologier spiller sammen.

Viagra er et godt eksempel på samspillet mellem en kropsteknologi og samfundsnormer fra Marshalls forskning. Et produkt som Viagra, her forstået som en kropsteknologi, og udbredte normer om penetrativ sex, dvs. forventninger til hvordan sex bør foregå, kommer sammen til at definere et marked, et behov og et nyt pres på ældre mænds seksuelle formåen.

Kropsteknologier kan også være fx sportsudstyr, madopskrifter, eller apps til éns smartphone. En del af disse underbygger samfundsnormer for sundhed, men de kan også ses i forhold til normer for køn (og seksualitet).

Aldringsforskningen bidrager utilsigtet til paradokset

Aldringsforskningens fokus på kropslige potentialer for forandring kan dermed komme til at blive brugt til andet end aldrings- og sundhedsøjemed: Dét, der i nogle tilfælde synes at kunne give flere muligheder på ét område, kan samtidig virke begrænsende på andre.

En af aldringsforskningens pointer har længe været, at vi bliver mere og mere forskellige, jo ældre vi bliver, da vi er formet af vores personlige livshistorie og samfundskontekst. Men selv om idealet om en sund krop ikke udelukker, at meget forskellige kroppe kan ses som sunde (spørg bare en praktiserende læge), så bliver sundhed i mange sammenhænge – særligt i reklamer og populære fremstillinger, som dem, Marshall har undersøgt – relateret til kønnede idealer for skønhed, og stereotype kønslige interesser og kropslige udtryk.

Den måde, som sundhed helt konkret fremstilles på i offentligheden, bliver på den måde mere snævert, end de faktiske kroppes forskellighed. Det betyder, at idealerne i højere grad kommer til at virke begrænsende. Den kropslige formbarhed er altså på én og samme gang en medvirkende årsag til mangfoldigheden blandt aldrende kroppe og en forudsætning for at kunne forme kroppen mod mindre mangfoldige udtryk.

En hovedpointe i Marshalls oplæg og artikler er, at dette særligt forekommer i henhold til specifikke idealer om køn, eller sagt på en anden måde: at aldring, som kropsliggjort kategori, ikke kan adskilles fra andre sociale kategorier, som alle deltager i de forståelser og praksisser, der former vores aldrende kroppe.