Er alderdom lig med afvikling? – Københavns Universitet

28. april 2015

Er alderdom lig med afvikling?

Aldringsteorier

Er det at blive ældre lig med social tilbagetrækning? Det mente førende aldringsforskerne i 60´erne, og det var med til at præge, hvordan samfundet så på ældre og indrettede tilbud til dem. Forsker Morten Bülow fra Center for Sund Aldring har i sit ph.d.-projekt set på, hvordan forskere historisk set har beskrevet aldring.

Af Morten Hillgaard Bülow

Aldringsforskningen er ikke overraskende fuld af teorier og modeller relateret til aldring. Fra modeller over biologiske processer til mere overordnede teoretiske forståelsesrammer for, hvordan vi skal forstå aldring som fænomen. Modellerne og teorierne ændrer sig over tid sammen med forskningspraksis. De skal ikke forstås som forskningens sandheder om verdens indretning, men snarere som redskaber til at guide vores produktion af viden og de praksisser/tiltag, der derudfra virker hensigtsmæssige. Ændringer i teorier og modeller bygger dermed også på det, der kom før – oftest i form af nuanceringer og (forhåbentlig) forbedringer, eller mere sjældent som helt nye vinkler inden for forskningen.

For at forstå den nuværende forskning, kan det derfor være interessant at se på aldringsforskningens teorier og modeller i historisk lys. Eller mere specifikt, på de teorier og modeller, der findes i den del af det komplekse aldringsforskningsfelt, som man som forsker er interesseret i. I min ph.d.-afhandling så jeg primært på de overordnede forståelsesrammer og de begreber, de mere samfunds- og folkesundhedsorienterede aldringsforskere satte på aldring, der leder hen til nutidige forståelsesrammer som det amerikanske ’successful aging’ eller det danske ’sund aldring’. En forståelsesramme, som forskere i Center for Sund Aldring ikke kan undgå at forholde sig til og tænke over vores forståelse af.

Teori: Alderdom er lig med tilbagetrækning

En af de centrale aldringsteorier er ’disengagement theory’ (~ ’afviklingsteori’ eller ’tilbagetrækningsteori’).  Den blev formuleret af social-gerontologerne Cumming og Henry i starten af 1960erne og har haft en stor indflydelse på nutidige forståelser af aldring. Især fordi den relativt hurtigt blev stærkt kritiseret og efterfølgende teorier i visse tilfælde blev formuleret op imod den.

Ifølge denne teori er aldring karakteriseret ved ”en uundgåelig, gensidig tilbagetrækning eller afvikling, som resulterer i nedsat interaktion mellem den aldrende person og andre, i det sociale system han tilhører” (Cumming & Henry 1961: 227; min oversættelse). Med andre ord, en afvikling eller tilbagetrækning fra sociale og arbejdsmæssige sammenhænge i den sidste del af livet blev i teorien anset for en helt naturlig, iboende proces, hvorfor både individ og samfund burde tilpasse deres forventninger til den ældre og indrette pleje, pension osv. efter det faktum.

Og dermed: At ældes godt var at acceptere denne afvikling/tilbagetrækning fra det sociale, hvilket ud fra den forståelse vil være en fordel for både individ og samfund, idet individet dermed ikke kaster sig ud i en frugtesløs kamp mod en naturlig proces. Samtidig giver det plads til yngre kræfter i samfundet (Cumming & Henry 1961, se også Aske Juul Lassens ph.d.-afhandling, s. 34 og 46). 

Kritik af tvungen tilbagetrækning

Lyder det velkendt? 1960’erne var også en tid, hvor der blev diskuteret tvungen pensionsalder, både i politik og på universiteterne. Konsekvenserne ved en sådan forståelsesramme var – som kritikerne senere påpegede – at kræfterne bedst blev brugt på at pleje og hjælpe ældre i deres tilbagetrækning, snarere end at finde måder at understøtte aktiviteter eller undgå ensomhed, som er et stort tema i dag.

Kritikkerne af denne forståelsesramme satte spørgsmålstegn ved det naturlige ved ældres tilbagetrækning og påpegede, at social interaktion kan forsinke aldringsprocesser. Over de næste par årtier blev denne kritik suppleret med yderligere perspektiver, som udfordrede det uundgåelige og stabile ved aldring. Den høje stigning i livslængde og større fokus på livsstilsfaktorers indflydelse på sundhed og sygdom udfordrede blandt andet tanken om en kronologisk bestemt aldringsproces, som ’disengagement’ teorien byggede på. I stedet kom aktivitet og et mere fleksibelt begreb om ’biologisk aldring’ i fokus.

Forskningen fastholder normer
Et væsentligt emne i denne problematik som ’disengagement’ teorien og dens efterfølgere drejer sig om, er det svære spørgsmål om, hvordan man bør forstå og forholde sig til alders-relaterede ændringer. Hvornår bør individ og samfund – og sundhedsfeltet - acceptere alders-relaterede ændringer, og hvornår bør der gøres en indsats for at styre disse ændringer? Og som forsker: Hvor meget bidrager forskningen - ikke kun med at afdække - men også med at producere forståelsesrammer med konsekvenser for forventninger og praksisser relateret til aldring?

Fra et nutidigt synspunkt virker det oplagt at kritisere ’disengagement ’ teorien for at fastholde ældre i en begrænsende norm for aldring, som negligerer ældres muligheder for valg og aktiv handlen. Teorien synes desuden at skabe et stigmatiserende syn på ældre som en ’byrde’. Men er de efterfølgende teorier og fokus på aktivitet så mindre problematiske? Følg med og hør mere om dem senere.

Læs mere

Achenbaum, W. A. 1995. Crossing Frontiers. Gerontology Emerges as a Science. New York and Melbourne: Cambridge University Press.

Katz, S. 1996. Disciplining old age: the formation of gerontological knowledge. USA: The University Press of Virginia.

Kontakt

Morten Hillgaard Bülow
mohib@sund.ku.dk