Udfordringer for sundhedsvæsnet – Københavns Universitet

Udfordringer for sundhedsvæsnet


Markant flere ældre med kroniske sygdomme gør det tvingende nødvendigt at forske i mere effektive sundhedstilbud – og kunne omsætte ny viden til praksis.

En fjerdedel af hele den danske befolkning. Så mange mennesker vil i 2050 være en del af ældregruppen – det vil sige over 65 år. For et århundrede siden udgjorde den ældre del af befolkningen blot 7 procent. Den markante stigning gør det ekstra relevant at forske i, hvordan sundhedspolitiske tiltag virker, og hvordan vi mest effektivt kan organisere og koordinere indsatsen:

– Med så mange flere ældre øges presset på velfærdsydelserne, og det bliver tvingende nødvendigt at forske i, hvordan vi som samfund kan indrette sundhedstilbuddene og -politikken bedst muligt, forklarer professor Allan Krasnik.

I Center for Sund Aldring er han ansvarlig for forskningsområdet Sundhedsfremmende innovationer.

Fortidens sygdomsbillede

Det voksende antal ældre betyder også flere kroniske patienter, der kræver langvarig og mangesidet forebyggelse, behandling og rehabilitering. Det stiller store krav til
sundhedssystemet:

– Hidtil har det danske sundhedsvæsen været indrettet efter fortidens sygdomsbillede, hvor sygdom typisk var noget, der opstod akut, blev behandlet og kureret. Sådan ser virkeligheden ikke ud længere, og det må sundhedssystemet tage bedre højde for, siger Allan Krasnik.

Han anerkender, at der i Danmark har været spredte tiltag til en bedre koordinering af tilbuddene til det stærkt stigende antal kronikere, men mener, at der desværre fortsat
er et stykke vej til målet.

– Vores forskning viser, at selv små ændringer i den eksisterende praksis kan have stor betydning for både patienterne og sundhedsvæsnet. Men det samlede sundhedssystem lærer i øjeblikket kun langsomt af sine egne gode erfaringer, så der går ofte for lang tid, før effektive ændringer slår fuldt igennem, siger professoren.

Stort behov for koordinering

Samlede forbedringer bliver ikke lettere af, at ansvar og opgaver i det danske sundhedsvæsen er spredt ud på mange parter. Forebyggelse, sundhedsfremme, rehabilitering og pleje ligger i kommunerne, sygehusene er regionernes ansvar, mens de praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende. Hertil kommer staten, der via lovgivning, bevillinger, afgiftspolitik mv. har indflydelse på hele systemet.

– Systemets komplekse struktur øger i sig selv behovet for sammenhæng og koordinering mellem aktørerne, siger Allan Krasnik.

Han peger desuden på det presserende behov for at tage stilling til tværgående spørgsmål som fx den medicinske forebyggelse. Det handler blandt andet om at afveje, hvor meget medicin vi skal udskrive til sygdomme, der også kunne forebygges ved af ændre vores sundhedsadfærd eller de forhold i omgivelserne, der påvirker befolkningens sundhedstilstand.

– Vi kan ikke lette presset på sundhedssystemet ved kun at fokusere forskningen på én dimension. Udfordringerne er langt mere facetterede, og det er tydeligt, at de gode resultater opnås, når vi kombinerer indsatsen på flere områder. Derfor er det også den vej, den videre forskning på området bør udvikles, siger Allan Krasnik.

Ét eksempel på dette er et forskningsprojekt i tre danske kommuner, som skal kortlægge, hvilke sundhedsfremmende tilbud der er til ældre, og hvordan tilbuddene bliver mest effektive til at opnå deres mål. Læs om projektet her