Når hjernen mister pusten – Københavns Universitet

Når hjernen taber pusten

Ny viden om udviklingen i den aldrende hjerne kan måske give os svar på, hvordan vi bedst beskytter hjernen mod et fald i den intellektuelle formåen.

Vis mig din hjerne, og jeg skal sige dig, hvordan du vil ældes. Det kunne være den korte version af en række neurobiologiske projekter på Center for Sund Aldring. Et af dem prøver at finde ind til de processer, der kan forklare forskellene i ældre menneskers tab af intellektuel eller såkaldt kognitiv funktion.

Den viden får forskerne blandt andet fra 200 testpersoner fra den såkaldte Metropolitkohorte; raske mænd, der allerede blev undersøgt, da de blev født i 1953, og som flere gange siden er undersøgt og blandt andet har fået vurderet deres intelligens. Det lange udviklingsforløb har givet forskerne dyb indsigt i den aldrende hjernes funktion, der blandt andet måles med internationalt anerkendte test:

– For at forstå den intellektuelle funktion må vi vide, hvordan hjernen udvikler sig over tid. Vi kender nu en række markører, dvs. kendetegn hos de mænd, hvis intellektuelle funktion falder hurtigere end gennemsnittet. De kommende år skal vi forske i årsagerne til disse fald. Når vi kender dem, vil vi forstå langt mere af aldringsprocessen.

Perspektivet i det hele er at finde nye muligheder for både forebyggelse og forbedret livskvalitet, forklarer temaleder og professor Martin Lauritzen.

For lidt søvn og spyt – varsler om demens?

To af markørerne er tendensen til at sove dårligere og udskille mindre spyt. Især spytsekretionen optager forskerne, fordi den er styret af det sted i hjernen, der er forbundet til den forlængede marv. Det vil sige den nederste del af hjernestammen, som også regulerer livsvigtige funktioner som åndedræt og kredsløb.

– Endnu ved vi ikke, om der er tale om meget tidlige demensmarkører. Det vil vi blandt andet undersøge ved at kigge efter markante forskelle i hjernens netværk mellem den nævnte gruppe og en kontrolgruppe, siger Martin Lauritzen.

Reduceret intellekt kan ses i hjernen

Forskerne ved allerede, at nogle af hjernens netværk ikke fungerer lige så godt hos mænd med et relativt hurtigt fald i kognitiv funktion. Det kan man blandt andet konstatere ved at følge hjernens aktivitet, ’når den er sig selv’, altså når testpersonen ikke laver noget.

Man kan også spore forskelle mellem de to grupper ved at kigge på det såkaldte ’default mode network’, som hjernen populært sagt bruger til at komme i omdrejninger – på samme måde, som når en computer starter op. Sådan ’vågner’ hjernen altid, og denne startfunktion hjælper hjernen med at få resten af systemet op at køre. Derfor er det interessant, at dette netværk er mindre tydeligt hos gruppen med et fald i den kognitive funktion:

– Vi skal blandt andet undersøge disse markører nærmere for at kunne fastslå, om de er forbundet med forstadier til demens, siger Martin Lauritzen.

Et samspil med social aktivitet

Han understreger, at de neurobiologiske undersøgelser skal suppleres med vigtige data om, hvad et fald i den intellektuelle funktion betyder for personens sociale færdigheder. Nogle mister eksempelvis evnen til at rejse, have gæster eller færdes i mørke, simpelthen fordi de oplever ikke at kunne overskue det.

– Alle ved, at social aktivitet kan bidrage til, at man holder sig mentalt frisk. Derfor kan det måske forstærke et fald i intellektuel funktion, hvis faldet i sig selv afskærer en fra sunde sociale gøremål. Derfor vil vi i den kommende periode undersøge koblingen til den sociale aktivitet hos gruppen af raske mænd med fald i den intellektuelle funktion.

Hjernens energibudget

Forskerne henter også vigtig viden fra dyreforsøg. Det gælder blandt andet projektet Brain Power, der har til formål at kortlægge det, man kan kalde hjernens energibudget.
I forhold til kroppen har hjernen et meget stort energiforbrug, også selv om den er gammel, og antallet af hjerneceller er reduceret:

– Vi antager, at hjernen bruger den store mængde energi til at understøtte nogle aldersspecifikke processer. Foreløbig har vi identificeret, at den gamle hjerne faktisk producerer flere hjernebølger i sine støtteceller, astrocytterne, end den unge hjerne. Men er det godt eller skidt? Måske hjælper det øgede antal hjernebølger hjernen til at reparere sig selv. Men det kan også være, at det øger risikoen for, at hjernen bryder sammen, hvis den for eksempel får en blodprop, og der ikke er ilt nok, forklarer Martin Lauritzen og slutter:

– Det kan være, at vi skal leve med den risiko. Vi ved det ikke endnu. Men når vi får den viden, kan vi begynde at arbejde med, hvordan vi kan beskytte hjernen bedst muligt.