Længst muligt i eget træningstøj – Københavns Universitet

Længst muligt i eget træningstøj


Mange mennesker går direkte fra arbejdsmarkedet til sofaen. Nyt stort studie skal undersøge, hvordan man bedst grundlægger sunde træningsvaner, der kan vare hele livet.

At fysisk træning giver en sundere aldring er veldokumenteret, men hvor meget er nok, og hvordan skaber og fastholder man gode træningsvaner hos befolkningen? De spørgsmål skal en gruppe forskere de kommende år prøve at finde svar på i samarbejde med Københavns Kommune.

Det foregår som et interventionsstudie, hvor testpersonerne skal træne i et år, hvorefter forskerne følger dem og undersøger, om de fortsætter med at være fysisk aktive. 450 testpersoner mellem 65 og 70 år inddeles i tre grupper:
Den ene gruppe træner hårdt, den anden laver moderat fysisk aktivitet, mens kontrolgruppen i princippet forholder sig i ro.

De fleste, der er med i kortvarige styrketræningsstudier, træner kun, så længe studiet varer. Derfor løber dette projekt i lang tid og følger også deltagerne bagefter.

Det er velkendt, at ældre mennesker kan øge deres muskelmasse og styrke kroppens funktion gennem træning. Men det er aldrig blevet undersøgt, om man kan få folk til at grundlægge nye og blivende træningsvaner, når de står på tærsklen mellem arbejdslivet og pensionisttilværelsen.

– Man kunne tro, at disse ældre både havde et stærkt incitament og god tid til at være mere fysisk aktive, men så enkelt er det ikke. Når de forlader deres faste aktivitetsmønstre, der er knyttet til arbejdslivet, bliver en del ældre fysisk inaktive, forklarer professor Michael Kjær, der leder interventionsprojektet.

Moderat træning kan føre længst

De to aktive forsøgsgrupper bliver trænet i et år. Gruppen med det hårde program skal træne tre gange om ugen – med forskere eller fysioterapeuter fra Center for Sund Aldring til stede. Men i modsætning til mange andre studier stopper forskningen ikke der.

– Vi ved, at langt de fleste, der er med i styrketræningsstudier, kun træner, så længe studiet varer. Når forsøget er slut, trapper mange ned eller stopper helt. Det særlige ved vores studie er dels, at det løber i lang tid, dels at vi fortsætter med at følge deltagerne bagefter, siger Michael Kjær.

Den gruppe, der skal træne moderat, får instruktioner i at lave nogle få øvelser. Det vil både være styrke- og udholdenhedstræning, men alt sammen noget, de ældre kan lave derhjemme. Deltagerne kan selv vælge, om de selv vil supplere hjemmeøvelser med fx svømning eller anden træning.

– Vores hypotese er, at denne gruppe vil vise sig som de mest vedholdende på længere sigt. Vi tror, at de vil kunne gøre det til en vane at passe træningen ind i deres øvrige liv. Selv om deres fremskridt i styrke og udholdenhed umiddelbart vil være mindre end de hårdt trænende, tror vi, at ’de moderate’ vil overhale dem senere, siger Michael Kjær.

Blandt forskernes andre antagelser er, at de ældre typisk skal gennemføre mindst seks måneders træning, før træningen bliver en varig del af deres liv. Det er også en del af projektet at undersøge, hvilken rolle det sociale spiller for de ældres motivation til at træne.

Mulighed for flere projekter i ét

– Med dette projekt får vi etableret en helt unik kohorte af raske testpersoner, som vi vil kunne følge i mange år fremover. Det giver os mulighed for at se på mange andre aspekter af træningen – også med den humanistiske forsknings briller. Det kræver selvfølgelig deltagernes accept, så det har vi allerede signaleret i invitationen til projektet.

Interventionsstudiet laves i samarbejde med Københavns Kommune, og forskningen skal også beskæftige sig med kommunikationen med de ældre om træningstilbuddene.
– Det er afgørende, at man kommunikerer mulighederne for og gevinsterne ved at træne på en måde, som motiverer borgerne. Hvis vi kan dokumentere, at det kan give varige forbedringer at træne lidt ad gangen med lav intensitet, vil vi anbefale, at kommunen bruger den viden til at motivere flere ældre til at være fysisk aktive, slutter Michael Kjær.